Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GJØNGEHØVDINGEN.
I09
han endnu en Daggert, der blev ført i venstre Haand, paa samme Tid man benyttede
Kaarden, og som vekselvis tjente til Angreb og Parade.
»Ja, kig Han kun om!« vedblev Kaptajnen med en tilfreds Latter; »hvis Han
skulde finde, at her ser en Smule forstyrret ud, saa faar Han at takke sig selv derfor.
Jeg maatte jo have noget at fordrive Tiden med, og saa tog jeg ud af hans Dragkiste
disse Kjærestebreve, som jeg gav mig til at læse.«
»Mine Breve!« udbrød Tange harmfuld.
»Ja, til mig ere de idetmindste ikke skrevne; Han maa tilgive mig, at jeg
ikke lagde dem paa sit Sted igjen. Her var desuden saa koldt inde i Stuen, at jeg
selv maatte gjøre Ild paa, saa slog jeg en af hans gamle Lænestole istykker og smed
den ind i Ovnen med samt dens Læder og Udstopning. Det hjalp!«
»Min Lænestol!« raabte Tange med stigende Harme.
»Ja, min var det Guds Død ikke!« vedblev Kaptajnen leende, »og Han maa
pardonnere mig, om her ryger lidt, for det gamle Asen af en Stol vilde ikke brænde,
men saa tog jeg nogle af hans Papirer og en tynd, lille Huspostil og tændte op med,
det hjalp.«
»Herre Gud!« udbrød Tange med ynkelig Stemme, »det er jo en forfærdelig
Ulykke, I har anstiftet. Mine kostbare Papirer og den gode Stol! Hvad tror I,
Præsten vil sige, naar han spørger sligt?«
»Gid tusind Skok Djævle tage Præsten!« raabte Manheimer leende. »Efter
den store Tjeneste, jeg idag har bevist ham, er han desuden vist for taknemlig til at
tænke paa sligt.«
»Hvilken Tjeneste?«
»Har ikke jeg og min Tjener arbejdet for ham fast to Timer tilende i denne
Eftermiddag, medens han var i Kirke.«
»Arbejdet? højstærede Kaptajn!«
»Ja netop! Jeg gav Knægten Ordre til at grave et Hul i den dybe Sne
bagom i Haven, deri satte vi hans Bistokke, en for en, og dækkede dem saa til igjen,
imens jeg gjorde mig en god, tyk Lunte, velfyldt med Svovl, den stak vi ind under
Stokkene og antændte. Forleden klagede de i Kjøkkenet over, at vi drak dem for
megen Mjød, derpaa have vi nu raadet Bod; saa snart det behager Præsten, vil han
kunne lave sig et Oksehoved fuldt paany og vel noget derover, thi vi svovlede flink
og tog alle de Bistokke med, som vi kunde overkomme.«
Manheimer tav og støttede sine Arme paa Løjbænken for ret i Mag at betragte,
hvad Virkning hans Fortælling gjorde. Tanges intetsigende Ansigt havde antaget en
blegere Farve end sædvanlig, han rynkede sine lyse Øjenbryn, men svarede intet.
Imidlertid samlede han de adspredte Breve sammen for at lægge dem paa deres forrige
Sted i det aabne Chatol.
»Nok herom,« vedblev Kaptajnen. »Det var ikke for at sige dette, at jeg
længtes efter Ham. Klokken bliver mange, jeg har kun to Timer til hans Tjeneste
iaften. Skyl derfor Mjøden af dette Tinbæger og lad os faa Tærningerne frem, jeg
skylder Ham jo Revanche fra sidst.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
