Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
114
GJØNGEHØVDINGEN.
»Ja, ja!» ytrede Manheimer ligegyldig, »saa tale vi ikke mere om denne Sag.
Han beholder Hemmeligheden og jeg min Gevinst.«
Dermed lagde han sin vældige Haand over Knapperne, som Tange uafbrudt
vedblev at stirre paa.
»Jeg vil gjøre min Ed paa, at jeg ikke veed det,« forsikrede Kapellanen med
et bønligt Blik.
»Jeg tror Ham gjerne,« svarede Kaptajnen tørt, »men veed Han, hvad jeg vil
gjøre min Ed paa? det er, at alle hans Knapper imorgen tidlig spadsere ned til den
gamle Madmoder for samme Pris som den, jeg fik sidst.«
»Nej, for Guds Skyld!« hviskede Tange, idet han bønligt strakte sine Hænder
hen mod Kaptajnen.«
»Hvor er Sølvkalken forvaret?«
»Ak, Herre Jesus! jeg har svoret med Haand og Mund aldrig at nævne det
for noget Menneske.«
»Gaa hen og fortæl det til Ovnen hist, saa bryder Han ikke sin Ed.«
»Jeg tør ikke; aa, jeg beder Eder, Kaptajn! I friste mig ikke over min
Formue.«
»Tror Han ikke nok, den Gamle giver mig en Ort for Stykket af Knapperne?«
spurgte Manheimer, idet han gned en af dem paa sit Trøjeærme og holdt den op
mod Lyset.
»Ak, jeg ulyksalige Menneske!«
»Mon det skulde være forsiide at træffe den gamle Pulverheks iaften? Jeg
tror, jeg forsøger min Lykke straks, saa faar hun Gevinsten baade frisk og varm.«
Sveden brast ud af Tanges Pande, han kæmpede med sig selv, han knugede
sine Hænder sammen over Hovedet, medens hans tørre og sitrende Læber mumlede en
Bøn til Kaptajnen.
»Vil Han vente, til jeg kommer igjen?« ytrede Manheimer uden tilsyneladende
at have Øje for den Ulykkeliges Kvaler. »Jeg tænker ikke, det skal vare længe, før
vi faa sluttet vor Handel dernede.«
Med disse Ord rejste han sig for at gaa. Tange greb ham heftigt i Armen.
»I gaar ikke,« hviskede han.
»Og hvorfor ikke, min rare Ven?« spurgte Manheimer leende.
»I vilde gjøre mig ulykkelig.«
»Ja, det var jo en god Grund,« svarede Kaptajnen leende og stødte Kapel-
lanen tilside.
»O Gud, o Gud! er der da ingen Redning for mig?«
»Han kan jo redde sig selv,« sagde Manheimer i Døren.
»Godt,« svarede Tange, »det vil jeg ogsaa. I skal faa at vide, hvor begge
Dele ere gjemte.«
Denne Erklæring blev given saa pludselig og bestemt, at Manheimer over-
rasket betragtede Kapellanen nogle Øjeblikke, før han ytrede:
»Gud naade Ham, Præst! hvis han narrer mig.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
