Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
136
GJØNGEHØVDINGEN.
i Nat. Den ene af mine Folk kom imorges og saae to dræbte Majorer, som begge
ere bievne slaaede ihjel, da de vilde stoppe Svend Gjønge. Man har ogsaa hørt dem
skyde hele Natten i Gravhvælvingerne under Kirken, og der ligger nok en Mængde
Mennesker endnu dernede, som de ikke have faaet baaret op, da jeg tog hjemmefra.«
Tyge var sunken sammen paa Stolen, han syntes fordybet i sine egne Be-
tragtninger, uden at ændse, hvad Espen fortalte. Pludselig foer han ivejret og udbrød:
»Halvtredsindsty vetusinde Daler! — Hvad I«
»Ja, det er en rar, lille Sum.«
»Jeg skulde ikke bøje mig for Kongen, men agte mig for den rigeste Mand
i Danmark, om de vare mine.«
»Ak, Hr. Lehnsmand! hvad siger I der? Tænk blot paa Kaptajnen, som laa
indkvarteret med Dragonerne i Vordingborg, lidt før Fjenden kom, Kai Lykke, med
sine femten Herregaarde. Tænk ogsaa paa Hr. Corfits, om hvem svenske Rigsraadens
Skriver, Magnus Trolle, som boede i mit Hus, fortalte, at han Anno 25 tilbød Dron-
ning Christine fire og tyve Tønder Guld, om hun med Krig vilde anfalde Danmark;
men den Herre havde ogsaa Forlov til selv at mynte Penge i højsalig Kongens Tid.«
Espen blev pludselig afbrudt, idet en Tjener traadte ind og meldte, at to
Mænd vare komne til Slottet og begjærede Lchnsmanden i Tale.
»Hvem ere disse Mænd?« spurgte Tyge.
»Det skal jeg ikke kunne sige,« svarede Tjeneren, »de ere saa korte for
Hovedet og holde ikke af at give sig i Tale med os; de trak en lille Slæde efter sig,
hvorpaa der laa to Øltønder som de, Marketenderne bruge, naar de drage Landet om
til Krigsfolket.«
»Lad dem komme ind,« sagde Lehnsmanden.
Tjeneren gik, straks efter traadte to Mænd ind i Stuen. Det var Svend Gjønge
og Ib. Svend havde slaaet Hætten af sin brune Kofte op over Hovedet, saaledes at
hans Ansigt var halvt tilhyllet af den. Idet han gik hen over Gulvet, hørtes en Klirren,
der tydede paa, at han var bevæbnet. Ib blev staaende ved Døren og lod sine sorte
og skarpe Øjne løbe omkring over alle Gjenstande i Salen.
»Min Herre Lehnsmand!« udbrød Svend, da han kom hen til Bordet og havde
slaaet Hætten tilbage. »Jeg kommer herop iaften for at søge Bistand hos Eder.«
»Hos mig,« ytrede Tyge forundret.
»Sagen er, at jeg og min Kammerat-har faaet i Ærinde at bringe to Ankere
kostbar Vin til Svenskens General paa hin Side Præstø; men Vejen er træls og Vinen
tung, vi fattes en Hest til vor Slæde, den vilde jeg laane hos Eder.«
»Maa jeg se det Brev, I fik med til Generalen,« sagde Tyge og strakte
Haanden ud mod Svend.
»Jeg har intet Brev,* svarede Svend. »Manden, som skikker mig, troede mig
paa mit Ansigt. Det samme faar I at gjøre.«
»Med Forlov at spørge, hvor er den Vin fra?« spurgte Espen med et
lurende Blik.
Svend vendte sig om og gav Kræmmeren et maalende Øjekast, idet han sagde:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
