Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
16o
GJØNGEHØVDINGEN.
»Op igjennem Jungshoved Skove,« svarede Svend, »der har jeg sat to af
mine Mænd Stævne; saa liste vi os gjennem Landet mod Vest indtil Norden for Kjøge
By og derfra over Isen ad Kjøbenhavn til. Paa hele Vejen ville vi træffe Gjøngerne,
men for hver to Mil har en Mand en Hest tilrede for os, at vi kan fare hurtigt. Det
maa gaa, lille Ib!« tilføjede Svend, idet han lagde Kniven bort og stirrede stift hen
for sig, »thi jeg har sat min Ære og Velfærd i Pant derpaa, min egen og —«
»Din egen Ære og hendes med,« tilføjede Ib sagte.
»Hvis?« spurgte Svend.
»Hendes, som Du aldrig har vovet at nævne for mig, lad være jeg kanske er
den Eneste i hele Verden, Du kan have fuld Tillid til. Hvem er der vel foruden mig,
som kjender alt fra den første Begyndelse af? Det er ogsaa mig, der mener Dig det
bedre end alle de Andre tilhobe. Nu snakke vi kun saadan derom, men jeg gik og
kiggede efter dit Ansigt, hver evige Gang jeg hørte, at Du vendte hjem fra Slottet,
fra hende, for at se, om Du var glad, eller om hun havde gjort Dig imod. Du maa
tage det for hvad Du vil, men jeg lod ogsaa hvissomda et Par Ord falde til Vorherre
i min Aftenbøn, at Han nok kunde gjøre Jer To lidt tilgode.«
Svend rakte ham Haanden. I det Udtryk, som hvilede over hans Ansigt, laa
en heftig og bevæget Stemning tilsyne.
»Ak, lille Ib!« svarede han blødt og dæmpet. »Hvorom vilde Du vel, at jeg
skulde tale? Jeg er en ærlig Mand, og jeg er gift med din egen Søster.«
»Ja det er saa. Du giftede Dig med Ane for at frelse Frøkenen. Din onde
Skjæbne lod Dig slutte dette Ægteskab, som hverken blev velsignet af Gud eller
Mennesker.«
»Aa nej, endda!« svarede Svend, »den onde Skjæbne er kun vor egen Ufor-
nuft, jeg tror ikke paa en anden. Hvad der er sket mellem mig og Jomfru Parsberg,
lige fra vi vare Børn af, tør Alverden vide, men forlang ikke, at jeg skal tale om
hende; jeg faar at bære mine Tanker i Løndom, — mine Tanker og mine Sorger.«
»Men hvis hun volder Dig Sorg, Svend! saa lad hende fare; hun staar dog
over Dig i Vilkaar og Formue, og 1 passe ikke ret for hinanden.«
»Det kan være, Du siger sandt, Ib! jeg har tænkt det samme. Men jeg
mener ikke, at hun volder mig Sorg,« udbrød han hurtigt, som om han skyndte sig
at bortjage den Skygge, Ibs Ord kastede over Samtalens Gjenstand. »Tværtimod!«
udbrød han med et lykkeligt Smil og straalende Øje, »hvad for en modig Bedrift,
Folk vil komme til at spørge, i den har hun tilvisse større Lod og Del end baade
Kongen og mit Fødeland; derfor tænker jeg ogsaa, vor Plan vil gaa.«
lb beholdt den Haand i sin, som Svend under disse Ord rakte ham, hans
brune Kinder glødede, og hans smaa Øjne straalede, medens han svarede:
»Ja vist vil den gaa, min Svoger og kjære Broder! for jeg har jo ogsaa noget
at vente ved samme Lejlighed.«
»Hvad mener Du?«
»Ak ja, jeg har lagt en lille Plan for mig selv. Tænker Du kanske ikke, at
jeg ligesaa vel som Du har en Ting at gaa og pønse paa, den jeg blot* ønsker vilde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
