Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GJØNGEHØVDINGEN.
»Ak, strenge Herre! j’eg gaar fra Sted til Sted og"søger efter Kaptajn Man-
heimer. Er det Eder?«
»Nu ja! og hvad saa?«
»Saa havde jeg nok Lyst til at snakke et Par Ord med Jer.«
»Tal da i en Hast og gaa saa Djævelen i Vold!« raabte Kaptajnen, opirret
over den ligefremme Tone i Mandens Ord og over det vedvarende og spottende Smil,
der omsider havde udvidet hans Mund saaledes, at to Rækker sorte og afstumpede
Tænder kom tilsyne.
»Det var til Jer, jeg vilde tale,« vedblev Manden, »men ikke til Folkene.
Lad dem gaa lidt udenfor.«
»Folkene bliver her,« svarede Manheimer.
»Ja, saa vil jeg gaa min Vej. Jeg taler nu engang ikke saa længe de ere
tilstede.«
»Ikke!« raabte Manheimer rasende. »Det ville vi dog faa at se.«
»Nej, det vil I ikke faa at se, min strenge Herre!«
»Om hvem var det, Du vilde tale?«
»Om ham, I søger.«
»Mord og Bøddel!« raabte Manheimer med et straalende Ansigt, »hvis saa er,
skal Du have din Villie. — Lad os alene en lille Stund.«
Dragonerne adløde, skjøndt meget imod deres Ønske. Den Ubekjendte ved-
blev at følge dem med Øjnene, indtil den Sidste havde lukket Døren.
»Naa, Kaptajn!« udbrød han spottende, »hvem af os fik saa sin Villie?«
»Tal blot, tal for Djævlen!«
»Ja, ja, giv dog Stunder; det er paa den anden Mil, jeg gaar idag, skjøndt
jeg, som 1 ser, ikke er saa ung længer. Lad os sidde lidt ned og med Forlov!«
Under de sidste Ord greb Manden en Mjødflaske, som stod paa Bordet, satte
den for Munden og tømte den. Manheimers Taalmodighed var næsten tilende, imid-
lertid beherskede han sig endnu og udbrød:
»Lad mig saa høre, hvad Du veed.«
»Jeg veed, at I er dragen ud med eders Mandskab efter Svend Poulsen eller
Svend Gjønge, som de ogsaa kalde ham, og at han har holdt Jer for Nar og ladet
Jer trække omkring fra Øst til Vest nu flere Dage tilende.«
»Naa ja, men hvor er han da?«
»Hvor han er,« gjentog den Fremmede med en modbydelig Latter. »Herre-
gud! det er jo netop det, jeg vil have Jer til at udfinde.«
»Saa Du veed det ikke, Du kjender ikke hans Skjulested?«
»Tror I, jeg vilde have opspurgt Jer, om jeg selv havde kunnet finde ham?«
Manheimer sprang op med en rasende Forbandelse, han drog sin Kaarde
og raabte:
»Guds hellige Død, Mand! nu har Du snart talet dit sidste Ord.«
Den Ubekjendte havde ogsaa rejst sig, han greb Manheimer i Armen og udbrød:
»Vær dog stille, Kaptajn! sid ned og hør mig rolig tilende! Jeg tænkte, at
Carit Ktlar: Gjøngehøvdingen. 24
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
