Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
244
GJØNGEHØVDINGEN.
Ogsaa i Svends Indre boede Foraaret med Haab og lykkelige Anelser. Hans
Ophold i Hovedstaden havde været en fortsat Række af Udmærkelser og Triumfer,
som han hidtil kun havde fejret i Drømme. Han vendte nu tilbage til Skuepladsen
for sine Bedrifter, opfyldt af en længe savnet Ro. Det var Kjærlighed og dens Længsler,
som beherskede ham, og medens denne Følelse syntes at forskjønne alt i hans Nær-
hed, eftersom det stedse er vor egen Stemning, der giver vore Omgivelser Lys og
Farve, opfyldte den tillige hans Sjæl med de forskjelligste Billeder.
Uagtet de hyppige Bekræftelser, han havde modtaget paa Julies Kjærlighed,
var det dog hidtil ikke lykkedes ham at frigjøre sig for en vis Ængstelse, der kom
og svandt og fremtraadte paany i en stedse tydeligere og mere udpræget Skikkelse.
Hendes Ord og den hensynsløse Ømhed, hun viste i enhver af deres Sammenkomster,
vare vel utvetydige Beviser paa hendes Følelser, men ikke tillige Beviser imod hans
Frygt. Foruden de høje Skranker, Fremtiden stillede imod ham, fremkaldtes denne
Frygt af de ulige Forhold, af Standsforskjellen, der dengang var alt. I andre Øje-
blikke var det netop denne Standsforskjel og det, der i Verdens Mening adskilte dem,
som mægtigst bandt Svend til hende. Selv vandrede han vel i Mørke, men elskede
at se mod Lyset.
»Siden Skjæbnen ikke vilde mig noget stort,« havde han sagt sig, »men lod
mig fødes i en Hytte, for at jeg kun skulde være et Redskab for Andre, vil jeg selv
se at gjøre mig til Noget.«
Derfor var Krigen ham en kjærkommen Lejlighed til at iværksætte sine
Planer og tillige det sandsynligste Middel til at opfylde dem.
»Jeg kan ikke vinde mig Midler og Land,« tænkte han, »men Gud Fader har
givet mig Manddom og Mod, og hvorfor skulde vel disse Adelsmænd have en bedre
Lykke, hvis de ikke tillige bedre fortjene den? Jeg vil erhverve mig et Navn og en
god Lov blandt hendes Frænder, saa bliver jeg værdigere -i hendes Øjne, og hun
vil da elske mig højere.«
Med denne Beslutning drog Svend fra sin Hjemstavn over til Skaane og for-
enede sig med Gjøngerne, disse modige Folk, som sloges af Lyst og Tilbøjelighed,
ligesom Svend sloges for sin Kjærlighed.
Lykken kronede hans Haab. Kongen havde offentlig bevidnet ham sin Vel-
villie, den gamle Christen Skeel havde aabnet ham sit Hus, Adelsmændene tilgave ham
i de første Øjeblikke hans Mangel paa Rang og den tvivlsomme Stilling, han indtog
i Samfundet; de stillede sig under en Autoritet som Rigsraadens, idet de søgte Gjønge-
høvdingens Selskab. Han ilede nu tilbage til sin skjønne Elskede, han tænkte sig
hende fornem og straalende, omgiven af al den Pragt og yppige Overflod, der havde
saa megen Betydning i hans Øjne, han tænkte sig endelig selv som Elsker ved hendes
Fødder, øm og hengiven.
Og dette Billede skulde ligesaa uformodet som pludseligt blive til Virkelighed;
thi ved en Omdrejning af Skovvejen, som Svend gik henad, hørte han Stemmer og
saae straks efter Julie Parsberg komme sig imøde, lykkelig og leende, støttende sig
til en Kavaler, lyttende med foroverbøjet Hoved og med et Blik, som Svend saare vel
kjendte og tidligere havde troet udelukkende tilhørte ham.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
