Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GJØNGEHØVDINGEN.
251
»Hvad vover I at sige?«
»Hvad I vovede at gjøre,« svarede han.
»Men jeg forstaar Eder ikke. Hvad mener I?« vedblev hun i en udfor-
drende Tone.
Denne Spot bragte ham ud af den Fatning, som det havde været hans Hen-
sigt at bevare.
»I elsker en Anden!« gjentog han med skjælvende Læber og et funklende
Blik, »dermed vil jeg sige, at I bedrager en Anden, som I har bedraget mig.«
Svends Heftighed gjengav Julie hele hendes tidligere Overlegenhed.
»Ak nej, Svend Gjøngel« svarede hun med et Skuldertræk. »Jeg har ikke
bedraget Eder, jeg bedrog kun mig selv.«
Medens Julie sagde dette, havde hun rejst sig fra Bænken, hun hilste fornemt
og koldt og gik op mod Slottet.
Svend blev staaende nogle Øjeblikke og stirrede efter hende. Derpaa forlod
han Haven og gik tilbage til sit Hjem. Medens al Naturens Poesi syntes at hvile
over Slottet og dets Omgivelser i denne stille og fredelige Aften, var han opfyldt af
bitre og sørgelige Tanker; medens Himlen glødede og Fuglene sang i Skoven, foregik
i hans Indre et af hine betydningsfulde Optrin, for flygtige og for righoldige til at
kunne gjengives med Ord. Han beklagede sig selv, det Haab og den Længsel, han
havde skjænket Julie, den Blomst, saa straalende og rig paa Farver, saa fattig og
blottet for Duft.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
