Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GJØNGEHØVDINGEN.
253
Svend svarede ikke.
»Hvor er Ane Marie idag?* vedblev Ib.
»Hun gik ned til Byen iaftes for at vaage over en Syg.«
»Aa, lad nu din Sørgmodighed fare, Du! Se lidt paa mig, saa bliver Du
glad over min kjønne Uniform. Vi To have intet at sørge over.«
»Du har maaske Ret, Ib!«
»Ja, ikke sandt. Hvem er det ellers, der har været Dig imod? Gjorde Kongen
og høje Rigens Raad Dig kanske ikke nok tilgode inde i Kjøbenhavn?«
»Jo, langt over min Fortjeneste.*
»Er der da noget i Vejen mellem Dig og Ane Marie?*
»Nej.«
»Saa maa der da være noget galt mellem Dig og hende deroppe,* tilføjede
Ib med et forskende Blik. — »Naa, det er der ikke,« vedblev han, da Svend rystede
paa Hovedet. »Aa jo, lille Svoger! nu tror Du at kunne dølge mig Sandheden,
men det gaar ikke an længer. Skamme Dig maa Du! at vild Fremmede skal have
større Tillid til mig end Du; Kongen vovede at gjøre mig til sin Vagtmester, og Du
vover ikke at betro mig din Sorg, skjøndt jeg godt veed Besked om den iforvejen.
Jeg vilde blot se, hvor meget Du holdt af mig, derfor lirkede jeg først saa smaat
med List og Behænde; men nu siger jeg for Sandten, at jeg veed mere om den Ting
end Du.«
»Det var meget.«
»Aa nej, det er kun saare lidt, hvad Du veed. Men igaar Aftes, da jeg fandt
din Husdør lukket, listede jeg mig op til Slottet for at spørge noget nyt. Inde i
Haven kom den vældige Ridder, Hr. Kørbiti:, og Fru Else Parsberg forbi det Sted,
hvor jeg laa skjult, og han fortalte Fruen, at han havde staaet bag ved den gamle
Lind ved Lysthuset og hørt alt, hvad der blev talt om mellem Dig og Frøkenen.*
Svend vendte sig om mod Ib, hans Bryn trak sig sammen, men. han beher-
skede denne Ytring af Heftighed, satte sig ned paa Bænken og udbrød:
»Naa, saa lad ham have hørt det, det er dog ikke det værste.«
»Nej, vist ikke,* bemærkede Ib bifaldende, »det var værre, at han lo saa
spodsk derover, men det værste var, at jeg stod paa Spring til at lade ham veder-
fares en Ulykke for sin Historie. Men saa faldt det mig ind, at det ikke skikkede
sig for mig som Vagtmester, og mens jeg bar min skønne Kofte, derfor lod jeg Skroget
fare. Alligevel tænke Du ikke, Svoger min! at det ender saadan.*
»Hvad mener Du?«
»Ja, lad det nu være godt,« svarede Ib med et Nik og et selvtilfreds Smil.
»Hvad jeg mener, er min Hemmelighed, og jeg forstaar ligesaa godt at gjemme den,
som Du gjemmer dine. Jeg gaar mine egne Veje, og Du kan nu le ad mig, om Du
vil, eller lade være, men siden jeg fik denne Kofte paa, er jeg bleven til et helt
andet Menneske. Jeg vil fuldbringe en Bedrift, jeg vil virke noget paa egen Haand
for Dig, at Du skal have Fornøjelse af din Svoger. Ser Du, lille Svend! deri stikker
min Hemmelighed.*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
