Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GJØNGEHØVDINGEN.
263
Folkene ud, imens de toge, hvad der fandtes i Kister og Lædiker. Øster paa ligge
nu Kjøng og Snertinge Gaarde forladte, i Nørre Mehrn ligge seks Gaarde og i Ørsløv
syv Gaarde plyndrede, men i Ambæk er hele Byen afbrændt eller øde. Saaledes ser
det ud i Jungshoved Lehn.«
»Min Gud!« udbrød Fruen. »Hvad skulle vi da gribe til?«
Ib lod til at overveje, han følte sig pludselig behersket af en Tanke.
»Om Fru Elsebeth tillader det,« sagde han, »da kan jeg give Eder et godt
Raad og nævne Eder to Mænd, der kanske bedre end Lehnsmand Jørgen ville være
istand til at skaffe Eder Fred tilhuse.«
»O, nævn mig dem I«
»Kjender I noget til Svend Gjønge?«
»Skytten paa Jungshoved? en Ufri, som hverken fører Skjold eller adeligt
Mærke.«
»Har da Skjold eller adeligt Mærke hidtil været istand til at værge for den
naadige Frue?« spurgte Ib krænket.
»Min kjæreste Moder!« udbrød Karen livlig. »I sige ikke saa, Svend Gjønge
er min Helt, om ham tale jo Alle i disse Dage. O, lad os komme til ham, jeg føler
en inderlig Længsel efter at faa ham at se, maaske vil han hjælpe os, naar han hører
vor Nød.«
»Ja det vil han nok,« svarede Ib i en Tone, der vidnede om den fuldkomneste
Overbevisning, »for aldrig har jeg kjendt den Mand, der mægtede at sige nej, naar
lille Jomfru Karen sagde ja.«
»Hvem var den Anden, I mente?«
»Hans Navn tør jeg ikke nævne, siden I vragede Svends.«
»Sig det alligevel, Ib Abelssøn!« sagde Karen smilende. »Nævn det til mig!«
»Den Anden er en ringe Person, der idag har mærket, at han duer til ingen-
ting, hvor ikke Svend er tilstede. Han er at ligne ved en Jagthund, der kun kan
jage, naar Skytten er med, men saa er han ogsaa rar, kan I tro, og viger ikke for
den gloende Ild, saa Folk de kalde ham for god og Kongen giver ham kjønne Klæder.«
»Det er vist Dig selv,« sagde Karen smilende.
»Ja, naadige lille Jomfru!« svarede Ib undselig. »Det er mig selv, formedelst
jeg kjender ingen Bedre.«
»Saa lad os da komme til at tale med denne Svend Gjønge!« ytrede Fru
Elsebeth. »I en Nød som vor griber man selv efter et Halmstraa.«
»Ja, men man bliver ikke frelst ved et Halmstraa,« svarede Ib. »Her vil
mere til.«
De to Damer satte deres Heste i Gang. Ib holdt Skridt med dem.
»Om nu Naadigfruen vil agte paa mit Raad,« ytrede han lidt efter, »saa tale
I til Svend med Blidhed og med fagre Ord. Han er noget kort for Hovedet imellem-
stunder, og naar saa er, gjælder for ham ingen Persons Anseelse.«
»Jeg haaber dog, min gode Vagtmester! at han kjender den Agtelse, han
skylder sine Foresatte og høje Overmænd,« svarede Fruen fornemt »Mig synes
ogsaa, at vi vise ham sær Gunst ved at lægge vor Sag i hans Hænder.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
