Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DRONNINGENS VAGTMESTER.
3*7
forklaret mig desangaaende. Jeg red fejl af Vejen i Mørket og kom til eders Hus af
en Hændelse.«
»Ja, og denne Hændelse er nu Skyld i, at vi gjøre Følgeskab tilbage, og I
kan selv bevidne den naadige Frue, hvor redebont jeg søger at opfylde hendes Ønske.«
»Jeg synes blot ikke, at I vælger den heldigste Maade at komme til Fruen,
siden I og eders Kammerat, den gode Mand der, undervejs ere udsatte for at blive
standsede af Svensken.«
»Aa hvad I« sagde Svend, »de ere jo kun fem Mand stærke.«
»Ja, og vi ere kun tre Mand stærke,« svarede Junkeren heftig.
»Forskjellen er altsaa ikke stor. 1, Junker Rudi frygter ikke Nogen, det gjør
jeg heller ikke, og I skal se, at Svensken lader sig tale tilrette.«
Svend red atter frem, Rud og Ib fulgte som før ved hinandens Side.
»Forstod I, hvad han mente?« hviskede Ib med et betydningsfuldt Nik, idet
han drog en Pistolkolbe frem fra Koften. Junkerens Øjenbryn trak sig sammen.
»Kaptajnen er en rasende Slagsbroder, han har ikke Sands for andet end Pistolskud
og dragne Klinger.«
»Svend Skytte betænker sig vel før han griber til et saa afsindigt Middel.«
»Jeg tror rigtignok, at han allerede har betænkt det,« sagde Ib og skjulte
igjen Pistolen. »Men hvorfor Fanden bliver I ellers ved at kalde ham Skytte?«
»Tjente han ikke ifjor som Jæger hos Fru Parsberg paa Jungshoved?«
»Jo, men han tjente i aar som Høvedsmand for Gjøngerne mod Svensken;
siden den Tid kalder Hans Naade Kongen ham Kaptajn, men mig kalder han Vagt-
mester; jeg synes nok, at I kunde vænne Eder til det samme.«
»1 have altsaa været med i forrige Krig?« spurgte Rud.
»Været med!« raabte Ib og tilkastede Adelsmanden et Blik, der røbede lige-
saa megen Harme som Forundring over denne mærkværdige Uvidenhed. — »Hører
Du det, Svend? den kleine Junker spørger, om vi To have været med mod Svensken.
Det er ellers godt.«
»Ja, hvad veed jeg derom,« ytrede Junkeren fornemt.
»Ak nej, I har Ret, Junker!« vedblev Ib, »Adelsmændene vide det ikke, de
flygtede fra Hus og Hjem, saa snart Fjendens Komme spurgtes, det var os, der bleve
tilbage og værnede om dem. Men Svensken veed det, de Store og de Smaa, de satte
en Pris paa Svends Hoved, og jeg siger for Sandhed, han gjaldt dem dengang mere
end den første Adelsmand i hele Riget. 1 skal se, de kjende ham vist igjen, naar vi
ret nu mødes.«
Den sidste Ytring lod til at fremkalde en besynderlig Uro hos Junker Rud,
han holdt sin Hest tilbage og saae til Siderne, derpaa vendte han Hovedet om mod
Svend, men betænkte sig igjen og red atter fremad i Tavshed. Ibs Øjne fulgte
enhver af hans Bevægelser. Han vedblev:
»Et Ord i Fortrolighed, Hr. Junkeri Naar vi nu møde Svensken, og de skulde
komme imod os med Pallasken dragen, saa ryk Kappen tilside og svøb den om den
venstre Arm, man parerer et Sabelhug og dækker sig godt paa den Maade. Skulde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
