Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
392
DRONNINGENS VAGTMESTER.
sig om i Kredsen for at indhøste de beundrende Blikke, som Rytterne tilsendte hende.
Da Ib forsvandt fra Taarnet, gik hun hen til Indgangen af Kjælderen og blev staaende
der, som om hun ventede paa at modtage ham. Et Øjeblik fuldt af Forventning og
Tavshed herskede i Gaarden. Lidt efter gik Kjælderdøren op, og Vagtmesteren viste
sig paa Trinet. Hans Ankomst hilsedes med et jublende Frydeskrig.
Medens han gik op ad Trappen,, bøjede Kulsoen sig over mod ham og hviskede:
»Jeg har lovet det, og Du ser, hvordan jeg holder Ord. Vil Du sige mig,
hvor Du har forvaret Fruens Skat, saa skal jeg frelse baade Dig og Inger.«
»Jeg veed af ingen Skat at sige,« svarede Ib, »men det vil jeg sige Jer,
Boel! at hvis jeg slipper levende herfra, og det gjør jeg nok, saa skal I komme til
at huske paa denne Dag i Jeres Dødsstund!«
»Ja, det kan vi snakkes ved om, naar den Tid kommer,« svarede den Gamle,
ligegyldig ved Ibs Trusel. »Vil Du sige mig, hvor Skatten er?*
»Jeg veed ikke, hvad I mener,« svarede Ib og ilede hen til Inger.
»Du skal nok faa min Mening at vide,« sagde Bodil, idet hun skyndte sig
efter ham og med Møje banede sig Vej gjennem Kredsen, som havde lukket sig efter Ib.
Solen skinnede i dette Øjeblik nede i Gaarden og belyste de forskjellige
Grupper, som færdedes her: den triumferende Esner foran Inger og Ib, som holdt
hinanden omslyngede, efter at man havde løst hendes Baand, Dragonerne, støttende
sig til deres Pallasker eller hvilende med Armene paa hverandres Skuldre. Og lige-
som Ib var Gjenstand for den almindelige Opmærksomhed, saaledes var han ogsaa
den mest iøjnefaldende Person i Skaren. Hans høje Pande og den rolige Alvor, som
talte fra hans Ansigt, udtrykte alt andet end Frygt. Hans Navn, der ikke kunde
adskilles fra Svends, havde længe været i Alles Munde, Rygtet behagede paa den
Tid at forøge hans Bedrifter i de Historier, hvormed Svenskerne underholdt hverandre
ved Vagtilden eller i Krostuerne.
»Træd nærmere!« sagde Esner med en imponerende Værdighed i Mine og
Ord. »Det er altsaa Dig, som de kalde Dronningens Vagtmester i daglig Tale?
Svend Gjønges Stalbroder?«
»Ja.«
»Og Du vilde hjælpe Herskabet med at flygte bort fra Slottet?«
»Ja, jeg nægter intet. Jeg er i Eders Vold, og I kan handle med mig efter
Eders Villie; min eneste Bøn er blot, at I lader denne lille Pige fare med Fred. I,
som er Soldat, som jeg har hørt Folk kalde for en brav Adelsmand, I, som tør slaas
med en Mand, vil ikke krænke en Kvinde.«
Ib fornægtede ikke sin Snildhed i dette afgjørende Øjeblik. Ethvert af hans
Ord fandt et villigt Øre hos Kaptajnen. Han vendte sig om mod Dragonerne og udbrød:
»Pigen kan gaa.«
Inger løstes, Kredsen aabnedes for at give hende Gjennemgang. I det samme
traadte Kulsoen hen og lagde sin Haand paa den unge Pige.
»Med eders Tilladelse, strenge Herre! lad hende dog tøve lidt endnu. Ønsker
1 ikke at faa at vide, hvor Vagtmesteren har gjort af det lille Skrin, som jeg saae
ham tage fra Fru Elsebeth hist bag Ringmuren, da Flugten var røbet?«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
