Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DRONNINGENS VAGTMESTER.
399
»Siden han truer mig saa haardt, riaar han kommer ned, maa vi spærre ham
Vejen,« ytrede han til Dragonerne. »Nu stiller Du dig her paa Post, Ralf! og tillader
Ingen at komme igjennem Døren. Tag min Pistol, den er ladt. Om to Timer skal
Du blive afløst. Skulde Vagtmesteren deroppe inden den Tid have været saa ube-
hændig at dumpe ned, er Vagten naturligvis til Ende. Har Du forstaaet mig?«
Dragonen hilste, hans Kammerat og Kaptajnen forlode Vægtergangen og stege
ned ad Trappen, begge lyttende efter det Skrig, der skulde tilkjendegive Ibs Fald.
Da Ib kom ud paa det stejle Kobbertag, der var glat og fugtigt af den fore-
gaaende Nats Rimfrost, stemte han Foden fast mod den smalle Fuge, som Kobberet
dannede omkring Lugen, medens han med Haanden greb fat om en af de Jernkroge,
der findes paa alle Kobbertage og tjene til at fastgjøre Tagdækkerens Stige. I denne
skrækkelige Stilling var det imidlertid umuligt at holde sig længe, en kold Sved be-
dækkede hans furede Pande, hans Ansigt var forfærdeligt blegt, dets Muskler skjæl-
vede som i Krampe. Rundt omkring ham var Afgrunden, Døden, over ham gød Solen
sine Straaler ned paa Taget, ingen Sky viste sig paa Himlen, Fløjen paa Taarnspiret
rokkede frem og tilbage med en pibende Lyd. Fra Stedet, hvor han sad, udbredte
sig den flade Egn i flere Miles Omkreds. Mod Øst bag Skoven laa Havet roligt og
ubevægeligt, beskinnet af Solen, mod Syd og Nord Gjørsløv og Søholms Skove, ind-
hyllede i en blaalig Taage, længere nede den store Mose, gjennem hvilken Trygge-
vælde Aa slyngede sig som et vatret Sølvbaand. Bønderhytterne viste sig i denne
Afstand som smaa Jordhøje, fra hvilke en lodret Røgsøjle hist og her steg ivejret.
Kirkeklokkerne ringede, det var Middag.
Ib kastede et langt og dvælende Afskedsblik hen over sine Omgivelser; det
viste ham Gaarden besat med Dragoner, som syntes at vente paa hans Fald. Han
mærkede, hvorledes Krampen lidt efter lidt stivnede hans Haand, med hvilken han
holdt sig fast i Jernkrogen. Han begreb, at det vilde være umuligt at holde sig længe
saaledes, og dog opdagede han intet andet Støttepunkt, ikke den ringeste Ujævnhed
i Taget, som kunde forbedre hans Stilling. Hans Hoved sank ned paa Brystet, han
lukkede Øjnene.
I dette Øjeblik, da al Redning syntes at være umulig, undfangede han plud-
selig en Ide. Det allerede sammenbøjede Legeme hævede sig atter, hans næsten
brustne Øjne antoge en større Glands; imidlertid arbejdede den ledige Haand paa at
løsne det Læderbælte, som sammenholdt hans Klædning, og hvortil Kniven nylig havde
været fæstet.
Dette Bælte var saa langt, at det gik flere Gange omkring ham; han stak
den ene Ende fast i Jernkrogen, den anden derimod beholdt han bunden om Livet.
Efter at det første Forsøg var kronet med Held, gik hans Bestræbelser ud paa at
befæste de to Ender med størst mulig Forsvarlighed, den, han havde fastbundet til
sig, og den anden, som var knyttet om Krogen. Bæltet var nyt og stærkt. Da Ib
havde tilendebragt sit Arbejde, indsaae han til sin ubeskrivelige Glæde, at han fra
nu af idetmindste havde sikret sig mod at styrte ned.
Af Tilskuerne i Gaarden vare alle hans Bevægelser bievne iagttagne med en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
