Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DRONNINGENS VAGTMESTER. 411
over Ringmuren. Der staar en Mand Vagt paa Broen, to foran Opgangen til Slottet,
og en kom tilsyne paa Vægtergangen. Rytterne vandede deres Heste i Gaarden, og
Nogle af dem ere ifærd med Boldtspil. Ib sidder ovre paa den anden Side af Taarnet
ud mod Mosen, han havde lænet sig tilbage paa Taget og var saa stille og rolig,
som om han sov. Jeg gav et Skrig fra mig som en Ugle, da skulde I have set Vagt-
mesteren, han hævede Hovedet, lyttede og stirrede over mod mig, han forstod Tegnet.
Siden den Tid sidder han uafbrudt og slaar med Benene og fægter med Armene;
jeg tænker, det sker for at faa lidt Varme i Kroppen, da han veed, at der er Mænd
i Nærheden, som have givet sig Gud i Vold til hans Frelse.«
Medens Gjøngen talede, kom en Mand gaaende nede i Hulvejen. Hans Ansigt
var skjult af en stor Byrde, som han bar paa Ryggen. Denne Byrde var i uafladelig
Bevægelse og indviklet i Klæder. Palle gik nogle Skridt bagefter med et oprømt og
smilende Ansigt.
Endnu før Svend fik Lejlighed til at udfinde Aarsagen til det, han saae, vare
de Kommende gaaede ind under Bakken og skjulte af Buskene.
»Der kommer Jes Skovfoged,« sagde Gjøngen, »han har mere Nyt at bringe
Dig, men han fik ogsaa den bedste Plads.«
Da Gjøngen viste sig paa Skrænten, lagde han sin Byrde paa Jorden; man
saae da et menneskeligt Legeme i Fruentimmerdragt, og hvis Ansigt var skjult, fordi
Gjøngen havde viklet det yderste Skjørt omkring hendes Hænder og Hoved.
»Hvad bringer Du os der, Jes Skovfoged?« udbrød Svend leende.
»Saamænd!« svarede Gjøngen, idet han blodrød i Ansigtet og stønnende af
Anstrengelse satte sig ned paa Jorden, »det er en Arrestant, jeg traf til at fange paa
min Post. Jeg var krøben ud til de yderste Træer i Skoven og laa bag Grøften, da
jeg hørte en Rytter komme nede fra Valbygaard. Han holdt stille paa Broen og
sagde til Skildvagten: Hav Øjnene med Dig, Skildvagt! Svend Gjønge er i Skoven.
Der vil komme et Bud fra den gamle Kjælling iaften. — Med den Besked krøb jeg
tilbage og lyttede og brugte mine Øjne, det bedste jeg kunde; lidt efter kom min
Arrestant, rokkende ved en Stok, saa standsede jeg hende og tænkte, at det var bedst,
hun talte et Ord med Dig, før Kaptajnen derovre fik Lov dertil.«
»Deri gjorde Du Ret. Hun holdt sig vel rolig og forraadte Dig ikke ved
Skrig?«
»Aa nej, den Ros maa jeg give hende. Hun er saa stille, som man vel kan
forlange det. Men jeg har ogsaa givet hende alt det Halstørklæde at tygge paa, som
jeg havde.«
Da Manden slog Overskjørtet tilbage fra den Fangne, gjenkjendte man Kul-
soens Ansigt. Hendes slappe Træk vare udspilede af Anstrengelse, hendes Øjne vare
omgivne med en blodig Rand og udtrykte en rasende Harme. Manden greb hende
under de bundne Arme og løftede hende ivejret.
»Staa kjønt op og nej for Kaptajnen 1« sagde han spottende.
»Der har Du gjort et godt Stykke Arbejde, Jes Skovfoged!« ytrede Svend.
»Men her er ingen Tid til lang Snak; tag Konen med Dig og vig ikke fra hendes
Side før efter Midnat, saa kan Du lade hende fare.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
