Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
426
DRONNINGENS VAGTMESTER.
sig i de dragne Sværd, naar Krudtrøgen steg ivejret, og belyste forskjellige Ansigter,
fortrukne og blege af Raseri eller Rædsel, oversprøjtede med Blod, staaende, faldne
Skikkelser, vridende sig paa Gulvet eller kæmpende for at dø hævnet.
Fru Elsebeth udstødte et højt Skrig og sank om paa Sofaen. Junker Rud
traadte hen bag en Vinduespille, en Pistolkugle havde nylig knust en af Ruderne og
boret sig ind i den modsatte Væg af Værelset; alene Karen syntes i dette Øjeblik
ikke at have nogen Tanke for sig selv. Hun stod ved Vinduet ligeoverfor Svend,
hendes Hænder vare foldede, hendes Øjne vedbleve uafbrudt og forskende at være
hæftede paa ham. Svends første Følelse, da han hørte Larmen, var en dyb Forbav-
selse, derefter antydede Pandens dybe Rynker og de sammenbidte Læber hans Vrede
over, at Gjøngerne havde handlet mod hans Befaling.
»Det er vist Ib, som er Skyld i dette,« tænkte han, »hans Heftighed kan til-
intetgjøre hele min Plan. — Jeg maa se, hvad der gaar for sig.«
Med denne Beslutning gjorde han et Skridt mod Døren, men Fru Elsebeth
styrtede hen foran ham og udbrød bønligt:
»For Guds Skyld! gaa ikke fra os, min kjære Hr. Kaptajn! Eders Nærværelse
her vil i dette Øjeblik paa eengang være en Beskyttelse for os og Eder.«
Karens Bøn forenede sig med Moderens, hendes Haand laa paa Svends Arm,
han vendte sig fra Vinduet og traadte tilbage i Stuen. Imidlertid tiltoge Rynkerne i
hans Pande, ethvert Skud syntes at give Gjenlyd i hans Hjerte og bringe ham til at
bæve. Den lange og uafbrudte Tavshed, som fandt Sted i Værelset, stod i den
skarpeste Modsætning til Larmen ligeoverfor. Fru Elsebeth var gaaet ind i sit Sove-
kammer. Karen blev staaende i Vinduesfordybningen. Hun saae den Kamp, det kostede
ham at forblive rolig i dette Øjeblik, hendes Ansigt var smerteligt bevæget som hans.
»Gaa, Gjøngehøvding!« udbrød hun endelig, »vi have gjort Uret i at bede Eder
blive, og I i at tøve, medens eders Sjæl dog dvæler hist ovre hos dem, som kæmpe.«
»Nej!« sagde Svend mildt og dæmpet, for ikke at høres af Rud, som sad i
den modsatte Side af Salen, »min Sjæl den tøver her, og naar jeg gaar, saa bliver
dog den bedste Del af mig tilbage, men min Pligt er hos dem, som kæmpe hist ovre.«
»Eders Nærværelse vil maaske være mægtig nok til at ende Kampen. Gaa!
jeg beder Eder derom.«
»Jeg maa!« udbrød han heftig og jublende. Karen rakte ham Haanden,
Taarerne sitrede i hendes Øjne. Svend greb den lille, hvide Haand og trykkede den
til sine Læber, idet han hviskede:
»Bed en Bøn! bed for alle dem, som elske Eder, saa beder I ogsaa for mig.«
Med disse Ord ilede han ud af Værelset.
Under Svends Fraværelse foregik følgende Forandring i Forholdet mellem de
Tilbageblevne i Hallen.
Esners Dragoner viste sig stedse mere støjende og overgivne, medens de lode
Vinkanderne gaa rundt. Gjøngerne derimod iagttoge en vis Tilbageholdenhed og større
Tavshed, som iøvrigt ikke var Tyskerne uvelkommen, fordi den skaffede dem saa
meget andægtigere Tilhørere til alle de Skildringer af Bedrifter og Heltegjerninger,
Enhver især havde øvet. Midt under en saadan Skildring lød Esners gjennemtrængende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
