Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DRONNINGENS VAGTMESTER.
439
»Hvor stort et Antal udgjøre da Gjøngerne?«
»Fra Skoven, vi nylig ere komne igjennem, og indtil vi naa Maalet for vor
Rejse, ville vi møde omtrent tohundrede Mand, som ligge fordelte i en Linie midt
igjennem Landet, bestandig usynlige for Fjenden, bestandig nærværende for os. En
Transport gaar ved deres Hjælp fra Haand til Haand fra det Sted, den tages, til
Kysten, hvor den forsvinder. Jeg fortæller dette for at bevise, hvor liden Aarsag I
fra nu af har til at ængstes. 1 den Retning, vi drage, ville vi desuden ikke træffe
Fjender, et Sted undtagen, som jeg haaber at komme forbi iaften, naar Mørket skjuler os.«
»Ad hvilken Vej har I besluttet at føre os til Hovedstaden, min kjære
Hr. Kaptajn?«
»Vi tage til Rygaard og derfra med et Skib igjennem Issefjorden til Kjøbenhavn.«
»Som I behager! Jeg overlader alt til Eder, den hele Omsorg og den hele
Ære for vor Frelse.«
Efter disse i Fru Elsebeths Mening særdeles smigrende Ord rakte hun ham
sin hvide og magre Haand, svøbte sig tættere ind i Rejsekaaben og hensank i Tavshed.
Karens ungdommelige og romantiske Gemyt fandt uden Tvivl større Tilbøje-
lighed for denne Rejse end Moderen. Alle disse nye og fremmede Omgivelser, de
mørke og alvorlige Krigsmænd, Faren, Egnen, tilbøde lige meget Stof for Tanken og
Fantasien. Ikke heller kunde der gives en bedre Lejlighed til at forøge den Inter-
esse, hun nærede for Svend, end den nærværende, overladt til hans Aarvaagenhed og
afhængig af hans Kløgt. Opdragen i hin Tids strenge Begreber om Pligt og Lydig-
hed, havde hun alene modtaget Lærdomme, der lode sig bringe i Anvendelse for den
Stilling, hun ifølge sin Rang og Fødsel var bestemt til at indtage. Man havde kun
beskjæftiget hendes Hoved, ikke hendes Hjerte. Man anede Iigesaa lidt, at dette lille
Hoved, der indesluttede saa megen Romantik, saa mange brogede Drømme, imidlertid
dannede sig en anden Verden, og at der i den sløvende og afsondrede Ensomhed,
hvori hun befandt sig, ikke var noget, som kunde bortdrage hende fra denne. Hun
levede med sine Drømme, der kom og svandt som en Solstraale, som en Duft, der
alene lader sig opfatte i Ungdommen. Svend blev hendes Helt, han forenede flere af
de Egenskaber, hvormed hun havde udsmykket sit Ideal, end nogen Anden, større
Frihed og Uafhængighed og den ridderlige Dristighed, under hvilken et hengivent
og blødt Gemyt følte sig roligt og trygt. Hun iagttog hos ham et Ydre, som intet
af hendes øvrige Bekjendtes kunde maale sig med, en Stemme, hvis dæmpede og
blide, næsten frygtsomme Tone gjorde saa meget større Indtryk, naar hun erindrede
sig de forsvundne farefulde Øjeblikke, hvori hun havde hørt den fast, rolig og bydende.
Hvor meget foretrak hun ikke disse dybe og levende Følelser hos ham, som enhver
Samtale røbede, for Junkerens Kulde og den udmattede Sløvhed, som Lediggang
medfører.
Vistnok var Rud lutter Opmærksomhed paa denne Rejse og bestandig rede
til at yde Damerne de forskjellige smaa Tjenester, som Omstændighederne gjorde
Fordring paa; han udførte disse med al den Finhed, som saa at sige dannede den
forsvindende Riddertids Glorie, en Maade at vise Opmærksomhed paa, som indeholdt
langt større Hyldning og langt færre Fordringer end nuomstunder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
