Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
474
DRONNINGENS VAGTMESTER.
»Det behøves heller ikke,c svarede Kulsoen, »jeg har mit lille Pulver, det
kommer vi i hendes Øllebrød, det smager slet ikke af noget, og saa gaar alting af
sig selv.«
Den Anden syntes endnu at være tvivlraadig, hun stirrede hen i det mørke
Rum foran sig. I dette Øjeblik fremkom en mørk Plet paa en af Ruderne, som tiltog
Størrelse, idet en Skikkelse aandede paa Glasset og derved bragte Isen indenfor
til at tø.
De to Fruentimmer lagde ikke Mærke hertil. Kulsoen tog forsigtig et sammen-
lagt Stykke Papir op af Lommen og rystede dets Indhold ud i en sort Potte, som
stod og snurrede ved Siden af Baalet.
»Ja, nu behøver 1 ikke at betænke Eder længer,« sagde hun spottende, »for
det er gjort.«
»Gud Fader bevare os vel, Boel! hvad I dog er for et Menneske,« hviskede
Mette med en hul Stemme og uden at vende sine Øjne hen mod Skorstenen.
»Jeg er ikke anderledes, end Folk har gjort mig,« svarede Kulsoen ligegyldigt
»Vil I bringe Inger Maden, eller skal jeg? Hun kjender mig vist ikke i denne
Skumring.«
Den mørke Kreds paa Ruden tiltog bestandig i Størrelse. Man saae et Hoved
komme tilsyne og igjen forsvinde foran den. Mette rejste sig, men sank straks efter
tilbage.
»Gaa I over til hende,« hviskede hun, »mine Ben ryste under mig.«
Kulsoen smilede foragteligt, tog Potten og gik ud af Døren for at komme
over i den anden Halvdel af Huset til Ingers Kammer, som blev skilt fra Værelset,
hvori de to Gamle sad, ved en smal Forstue.
Mette skjulte Ansigtet i sine Hænder og bøjede sig over mod Døren for at lytte.
Hun hørte pludseligt et rædselsfuldt og gjennemtrængende Skrig og saae, da
hun aabnede Døren, en Mand bære Kulsoen bort i sine Arme, uden at agte den
rasende Modstand, hun gjorde. Nogle Skridt borte stod en Hest bunden til Brønd-
vippen. Mod denne rettede den Ubekjendte sine Skridt. Han svøbte Kulsoen et
Klæde om Munden, løftede hende op paa Hesten, steg derpaa selv op og stødte sine
Sporer i dens Side.
Straks efter var Rytteren og Kulsoen forsvundne; den gamle Kone blev endnu
længe staaende og stirrede ud af Døren efter dem, hele det sidste Optrin forekom
hende som en forfærdelig Drøm. Skaarene af Kulsoens sønderslaaede Potte laa
foran Døren.
Rytteren, der viste sig saa belejligt til Ingers Frelse, var Ib. Han vedblev
at ride med uformindsket Hurtighed, indtil han naaede Klinten. Her standsede han
sin Hest, viklede Enden af Tøjlen fast om en Sten og steg ned til Havet med Kul-
soen i sine Arme. Imidlertid sagde han:
»Jeg er kommen igjen, Boel, som jeg har lovet, og Gud Fader tillod mig at
komme i god Tid; I saae ikke, at jeg nærmede mig Huset, I lagde ikke Mærke til,
at jeg lyttede udenfor efter eders Samtale og iagttog alt, hvad 1 foretog Eder. Denne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
