Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
105
Han pegede paa Skoven, hvis Løvmasser nu var
rykket betydelig nærmere.
— Ja, min Ven, jeg har ikke indbudt dig paa
Raa-bukke. Og her er vi ved Borrehusene.
Nogle temmelig kummerlige Rønner begyndte at
flankere Veien paa begge Sider.
— Hvor din Patient boer?
— Akkurat. Det sidste Hus er hendes. Hei, du dér!
kom med og bliv hos Hesten, mens vi besøger gamle
Ane.
Den saaledes Anraabte, et tiaarigt Vidunder af pjaltet
og smudsig Tilfredshed, lod af fra sin idylliske Syssel,
at rage med en Pind i en Pyt, for at løbe efter den
pro-fitablere, at være Oppasser for den saare rolige Hest.
De to Kjørende sprang ned fra Vognen.
Gjennem den aabenstaaende Halvdør speidede
Rudolph ind i Kjøkkenet. Det var tomt — som han
ventede. Altsaa hævede han sin Røst og raabte ind, om Ane
var der? Intet Svar.
— Naa da! Hun maa sandelig sove haardt, eller ...
Nei, Fanden heller, hun kan da ikke være paa Benene.
Men i alt Fald vil vi dog først se efter, før vi bryder
ind.
De gik om til Bagsiden af Huset, hvor der befandt sig
en lille Kjøkkenhave, smykket med rigelig Blomstring
af Bønner, Riddersporer og Nelliker. Ved den
solbeskinnede Væg, hvor en sand Fylde af Slyngroser
rankede sig tilveirs, var der anbragt en simpel
Brædde-bænk, og paa den sad Ane, i ivrig Samtale med en lille
firskaaren Mand. Trods Varmen havde han en strikket
Uldhue paa Hovedet.
Skovane var en paafaldende Personlighed. Hun
maatte have været noget af en Skjønhed i sin Ungdom,.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
