Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
212
„Det er hans nydelige Pleiedatter," fortsatte Erna i
Tankerne.
— det er hans Anskuelser om Naturen og Livets
Betydning. Naar De altsaa virkelig er saa bekymret for
mine stakkels Principper og ønsker mig en Modvægt
overfor Brandes, saa ser De nu, at jeg allerede selv har
fundet den.
— Men du gode Gud! Hr. Sten, De kunde jo ikke
milevidt have fundet en Mand med værre Anskuelser!
Onkel Frederik, der hverken troer paa Gud eller
Fanden. Maaske snarere paa den sidste, hvis det endelig
skal være en af dem.
— Ja, ser De, Fru Bjerring, dér har De nu gjort en
meget fin og træffende Bemærkning.
Ernas Pande rynkede sig af lutter Anstrengelse. Hun
vilde saa frygtelig gjerne have gjort en træffende
Bemærkning og om mulig knyttet noget rigtig
Skarpsindigt til den; men desværre kunde hun ikke finde ud
af, hvorved hun egentlig havde udmærket sig.
— Det er netop Forskjellen. Vi Andre —- jeg mener
den Kreds, jeg har tilhørt — vi troer virkelig hverken
paa Gud eller Djævlen. Men Kammerjunker Harstorf
troer paa Djævlen, om han end hverken forestiller sig
ham med lige eller krumt Horn — han erkjender det
dæmoniske Princip i Naturen, det var det, der strax
slog mig som det Nye.
Ernas Panderynken blev næsten hestesko-formet,
som hos et Barn, der er paa Nippet til at tudskraale.
Men hvor meget hun end anstrængte sig, saa forstod
hun ikke sin egen Dybsindighed — begreb den endnu
mindre efter denne Forklaring. Imidlertid var hun
villig nok til at indrømme, at der var en Forskjel — som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
