Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
15
— Lad heller vær, Heinrich! tilføiede hun og
vrikkede den øvre Hage i den nedre: — Fru Bjerring er
saadan en ivrig Patriot!
— Ja, det er jeg ganske vist, men jeg kan ikke tro,
at Deres Mand–
— Nei tvertimod, naadige Frue .... jeg vilde netop
vise, at jeg var en ægte Dansker–
Fruens Pegefinger truede: —
— Men saa maa De ikke sige „naadige Frue".
— Om Forladelse, jeg veed det, tusende Gange om
Forladelse! Altsaa det kom paa følgende Maade–.
Og Holsteneren indledte og fortalte sin
skandinaviske Svovlstikke-Anekdote.
Erna truede atter med Fingren:
— Naa — lidt respektstridigt var det alligevel;
at give Danmark den anden Plads! Lad mig se, De
ikke gjør det oftere, ellers unddrager jeg Dem min
Gunst.
Et skalkagtigt Smil gled henover Wagemanns lille
trivelige Person, gjorde et flygtigt Besøg hos Hubert
og tog ind hos Rudolph. Smilet foregav blot at sige til
dem: — „Ser I, hvor nydelig jeg kan gjække den
naragtige Holstener." Men i Virkeligheden var dets
Hverv det at hviske til Rudolph det Ene, som iaften
hvert af hendes Smil tilhviskede ham: „Tænker du
ogsaa paa det?" Allerede den første aabenlyse Hensigt
var ikke egnet til at behage Hubert: stillede den ham
ikke paa lige Fod med Sten som Gjenstand for hendes
Fortrolighed? — den selskabelige i alt Fald, og han
var ikke til Sinds at taale nogen Slags Ligestilling.
Hvorfor var det Blik ikke blevet hos ham? Men værre
endnu var det, at Huberts Sporsands veirede noget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
