Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
29
eller Farve, og det var et Par skarpe Øine, som hun
følte rettet paa sig.
Hendes „vi saae til hende", var strax slaaet ned i
Hubert, og hans Tænder skinnede hende spørgende
imøde–-.
Ja, der var ingen Tvivl om det, hun vilde have givet
Noget for at kunne have taget det Par Ord tilbage. Men
der gaves intet „Tilbage" nu, hun maatte igjennem.
— Ane — i Borrehusene?
Erna saae op og nikkede til sin Blaaskjæg med sit
fortryllende, naivt fortrolige Smil.
— Ja, tænk dig! Hr. Sten og jeg vi besøgte saamænd
gamle Ane iforgaars, ganske sent om Aftenen.
Og hun begyndte at fortælle, hvordan hun iforgaars
pludselig var bleven overfaldet af saadan en Længsel
efter Onkel Frederik og Agnes, at hun strax havde
ladet spænde for Kaleschen.
Af en eller anden Grund lod hun til at lægge stor
Vægt paa, at det var Kaleschen og ikke
Landaueren — — „Du veed nok, den gamle Kalesche,
Hubert."
Hubert „vidste" den gamle Kalesche — han vidste
blot ikke, hvorfor det ærværdige Kjøretøj netop nu
saa ostentativt blev trukket ud af Remisen. Men han
spidsede Øren: maaske vilde han faa det at vide!
Godt. Hun var altsaa kjørt over til Hanenau, havde
underveis mødt Onklen i Skoven og kjørt ham hjem,
hvor hun traf Hr. Sten — hun overraskede ham
endogsaa midt i en meget intim Samtale med Agnes ....
ja, ja, hun frygtede–med en ringblinkende
Fingers kokette Truen frygtede hun, at Hr. Sten var en
slem Kurmager, maaske en rigtig Don Juan!
Dette var et dristigt Træk, muligvis ogsaa et godt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
