Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
54
Og du har Frækhed nok til at komme her og sige mig,
at jeg maa være din!
Brændende Purpur overgjød Huberts Ansigt, men
det var Vredens, ikke — som hun troede — Skammens
Purpur.
— Du, der selv bringer en Mand til–-
Han holdt pludselig inde. En stor hvid Tand bed sig
fast i Underlæben og blev siddende dér for at
fastnagle den, saa at den ikke kunde give de Ord Luft, der
vilde ud. Men Aaren svulmede i hans Tinding af
Sindsbevægelse.
— Du har holdt mig for længe paa Tærskelen, Erna,
sagde han endelig, da han havde faaet Stemmen
nogenlunde i sin Magt. Men den var saa hæs, at Erna
snarere forstod Meningen end hun hørte Ordene.
— Og du — trøstede dig. Trøsten var jo nær ved
Haanden.
— Jeg har ikke „trøstet" mig, men–. Naa, ja —
vi kan jo lade det bero. Jeg tænker, Tjenestepigen og
Doktoren kan gaa op imod hinanden.
Erna foer sammen, som om hun havde faaet et Slag.
— Aa, det er to Ting, der slet ikke kan
sammenlignes.
— Ikke? — Maaske. — Det er blot Spørgsmaalet,
hvem der er værst.
Erna gjorde en heftig Bevægelse.
— Nei, nei, Erna — jeg spørger ikke derom. Vi vil
ikke gjøre hinanden Bebreidelser. Men hvor kunde du
tænke paa at foretrække denne Sten for mig — jeg,
som har elsket dig, saalænge jeg har kjendt dig, da vi
begge var unge — jeg, som aldrig har kunnet glemme,
at du i et eneste saligt Øieblik helt har tilhørt mig —
tretten Aar er det siden, for mig er det, som var det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
