Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
56
Og ganske rigtig: allerede skrabede Kentaurhoven
utaalmodig i Jorden.
— Erna! vil du? Imorgen, nei, endnu iaften reiser
vi bort — til Italien — et eller andet Steds hen —!
Et Par store forskræmte Barneøine stirrede paa
ham.
— Er du afsindig?–Og din Moder? Tænk dog
paa din Moder, Hubert!
— Som om jeg ikke havde tænkt paa hende!
Han sagde det med et utaalmodigt Skuldertræk.
„Du veed jo dog, at naar jeg har een god Egenskab,
saa er det den, at være en god Søn, og at jeg veed,
hvilket grusomt Stød det vilde være for hende. Det har
jeg dog vel sagt mig selv hundrede Gange. Naar jeg
alligevel vil, hvad kan det saa nytte, at du taler hendes
Sag — du, der ikke bryder dig det Mindste om hende."
Alt det laa saa tydelig i hans Mine og Gestus, at ingen
Veltalenhed kunde have gjort Haabløsheden af alle
hendes Modforestillinger mere indlysende.
— Jeg kan ikke! Det er Vanvid, hviskede hun.
Hubert sukkede.
— Ja, jeg vidste det jo nok! Naar jeg maatte raade,
reiste vi bort og brød alle Broer af efter os. Men jeg
vidste det nok, du vil ikke — du er bange .... Ja ja
da, som du vil. Jeg faar nøies ined mindre. Men ikke
saadan som det er gaaet i denne Sommer og Høst. Jeg
vil ikke ligge sulten udenfor Tærsklen og se at en
Anden––Erna, Erna!
Han traadte nærmere med en Bevægelse, som om
han vilde slutte hende i sine Arme. Med et forskrækket
Udbrud undveg hun ham. Hubert blev ogsaa strax
staaende og lod Armene synke ned. Et Smil, der havde
en selvironisk Gnist i sig, fortrak hans Læber. Det faldt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
