Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
116
— Naa?
— Vi er et utaknemmeligt Folkefærd: vi nægter, at
der gives en Livskraft, og imens stryger vi Honoraret
ind for dens Arbeide.
Rudolph lo.
— Og der er sgu noget i’et .... Ikke fordi jeg føler
mig truffet. Honoraret stryger jeg gjerne ind, men jeg
nægter saamænd heller ikke Noget — jeg er ikke
Videnskabsmand. Men jeg havde en Ven, der var paa
Vei til at blive et af Videnskabens Lys — for Tiden
landdoktorerer han, — og han pleiede at sætte en
heftig spodsk Mine op, naar mindre Fremskredne talte
oin „Livskraft" eller om „vis medica naturae" eller
lignende god gammel Latin. Vor Herre være med ham! Gid
den maa gjengjælde Ondt med Godt og hjelpe ham paa
Benene — han er for Øieblikket sengeliggende,
Stakkel! Men naar han kommer tilbage fra sin Landpraksis
— for jeg paastaar, at han vender frygtelig tilbage
for at blive et „Lys", værende af en mere theoretisk end
praktisk Natur — Gud veed, om han saa ikke tager
Skeen — den man søber Visdom med — i en anden
Haand? Jeg synes, jeg sporer Tegn, der tyder i den
Retning. Det slaar mig, at egentlig ikke jeg men han
burde hedde Rasmus — at sige Erasmus, med Tilnavn
Montanus. —
Rudolph svarede ikke. Der opstod en Pause.
— Det undrer mig blot — lød saa Stemmen fra
Sovekamret — at Lægerne allerede paa hans Tid
fortjente den Bebreidelse. Her var de midt i
Aarhundredet i alt Fald ikke saa materialistisk sindede. Jeg
behøver blot at tænke paa min egen Fader.
— Ja, men han maa nu ogsaa have været et Unicum,
den sidste Mohikaner. Jeg har sjelden leet saadan som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
