Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
127
Hr. Kammerjunker. Men saa havde jeg dog saadan en
betydningsfuld Samtale med Deres Husholderske, at
jeg ikke kan anse dette Besøg for at have været
forgjæves.
— Ja, Brøndsted — hende kan det nok lønne sig at
faa en ordentlig Passiar med, mente Harstorf
smid-skende — for han var saare stolt af at have et saadant
Unicum i sin Tjeneste.
— Jeg spurgte naturligvis, om hvordan det gik Dem
og Deres Niece, og saa hørte jeg til min store
Beklagelse, at Frøken Harstorfs Befindende paa ingen Maade
var tilfredsstillende.
Harstorfs Smil gav øieblikkelig Plads for et uroligt
og bekymret Udtryk.
Utallige Gange havde Rudolph tænkt over, hvad han
havde at sige, og hvordan han bedst skulde forebringe
det — hele den foregaaende Dag, da han laa tilsengs,
havde han neppe tænkt paa andet — og det var hver
Gang forekommet ham grumme vanskeligt at gjøre det
paa rette Maade, uden at ængste den gamle Ven i
unødvendig Grad, og dog saa indtrængende, at Virkningen
ikke kunde udeblive. Men nu, da Samtalens Gang paa
saa naturlig en Maade havde ført ham ind paa dette
Thema, fandt han til sin Overraskelse, at det gik
ganske af sig selv: — Ordene indfandt sig saa utvungne,
som om han aldrig havde forberedt sig paa dem. Han
blev selv inderlig bevæget ved den Fare, der truede
hans kjære Hanenau, og den Bestyrtelse, der
efterhaanden forraadte sig hos Harstorf ved Trækninger i
Ansigtsmusklerne eller en uvilkaarlig Bevægelse af
Hænderne, sagde ham, at han ikke prædikede for døve
Øren.
— De troer altsaa virkelig — begyndte Kammerjun-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
