Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
203
for i hendes Øine var Rudolph Sten et Redskab i
Forsynets Haand til Agnes’ Redning. Om han nu var det
eller ei, i alt Fald var han en Husven, som man kun
sjelden finder. Hvor oplivende havde ikke Omgangen
med ham virket paa Onklen! Og naar havde hun selv
haft en Bekjendt, med hvem hun kunde underholde sig
saadan som med Sten — Onklen alene undtagen?
Og hvad havde han saa haft ilsommere at gjøre end
at gaa hen og forelske sig i Erna? Ogsaa det var blevet
klart ved „Vaadeskuddet". For helt uden Grund vilde
Hubert dog ikke i en saadan Grad lade sig henrive af
Skinsyge. Hvad var der da egentlig ved denne kjønne
men dog ganske almindelige Dame, der gjorde hende
saa uimodstaaelig? Eller hvoraf kom det, at Mændene,
som det lod til, fandt særlig Behag netop i den Slags
Kvindevæsener? Hubert havde i alt Fald den
Undskyldning, at hun havde været hans Ungdomsflamme, og af
den Alder kan man maaske ikke forlange saa megen
Skjelneevne. Men Rudolph Sten! Naturligvis havde den
kokette Erna fra først af spredt sine Ynders Net for
ham; hvor komisk elektriseret havde hun ikke været,
da hun kom med den sensationelle Nyhed, at en ung
Læge havde nedsat sig i hendes umiddelbare Nærhed!
Godt; men behøvede han da derfor strax at gaa i
Garnet?
Sandsynligvis behøvede han det. Formodentlig var
Mændene nu en Gang saaledes. Med faa Undtagelser.
Til hvilke Sten desværre ikke hørte.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
