Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
27
det ei var muligt at faa Nickeisen til at erklære sig,
det var da bare et Tidsspørgsmaal, saa hun forsaavidt
følte sig tryg.
En Dag flk hun et Brev med Kristiania
Poststempel, der pludselig stillede hele Strandvik og dets
Beboere i Baggrunden. Brevet lød saaledes:
«Kjære Emilie Rantzau!
Aar, mange Aar er gaaede hen, siden vi to saaes.
Kan De huske en ung blond Mand, som De i Deres
tidligste Ungdom ofte traf sammen med i Fru Møllers
Pensionat? Aa nei, det var saa mange af os Studenter,
som sværmede for Dem dengang, at min ringe Person
ikke har kunnet fæste sig i Deres Erindring. Det er
derfor rimeligt, at De har glemt det, men jeg har
aldrig, aldrig, siger jeg Dem, glemt Emilie Storm, som
hun dengang hed.
Jeg var fattig og ukjendt dengang, og desværre
jeg var fattig i mange Aar, derved svandt ogsaa Haabet
om at møde Dem igjen, saadan som jeg havde tænkt
mig det–-. Dog jeg har fulgt Dem, holdt mig
underrettet om Deres Liv, hørt om Deres Mands Død,
og at De nu maa ernære Dem som Husholderske hos
en gammel Ungkarl i en Afkrog af Verden.
Tænk, at De, De Emilie, som aldrig en Dag har
været udenfor mine Tanker, henslæber Deres Liv
der-borte mellem Molboerne i en norsk Fjordby!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
