Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
42
set til og beundret det fint udseende Bagværk
uden at tænke sig, at han skulde have Noget
deraf; mens dalde Wittertsparkede til det lille
Stykke, paakom der ham en Slags Gru som
over en Forsyndelse; thi han var opdraget i, at
man ikke maatte lade det mindste af »Guds
Gaver« ligge paa Jorden, endsige haane det.
De Wittes Blik mødte hans og misforstod det
aldeles. »Vilde Du maaske havt det?« spurgte
han haanlig. Øjeblikkelig gav Ulrik ham et
Ørefigen. Martinus rettede sig som til Kamp,
men indskrænkede sig til at sige med forbitret
Ringeagt: »Matrosdreng!«
Ulrik kom hjem yderst ynkelig tilmode over
at være bleven saadan krænket; Mdm. Skau var
idetmindste ligesaa ulykkelig over Ørefignet.
Efter en Stund faldt det hende ind, om ikke
dette kunde føre til Forsoning, Tilnærmelse og
Venskab mellem Drengene — mellem Familierne,
havde hun nær tænkt —, og hun henvendte sig
til Skolens Bestyrer, men blev temmelig kølig
afvist med den Bemærkning, at man ikke uden
Nødvendighed blandede sig i Drengenes Kjævl.
— Saa var der Intet at gjøre ved den Ulykke.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
