Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
224
vænner sig ikke af med sin Natur, og Simon lod
aldrig Ibald gaa forbi uden at hilse og standse
og spørge, hvorledes han havde det, og hvad
Nyt der var i Byen, og aldrig skiltes de, uden
at Simon tilføjede: »Værsgo besøge mig«.
Der var den Lighed imellem Ibald og Simon
Levi, at ingen af dem syntes at forandre sig i
Aarenes Løb. Med Undtagelse maaske af et
Par Rynker og en enkelt sølvagtig Stribe i det
ravnsorte Haar var Simon Levi at se til ganske
som den Dag, vi første Gang traf ham hos Krog,
og som han rimeligvis havde set ud længe før.
Han blev ikke gammel, fordi han aldrig havde
været ung, fordi fra hans tidligste Barndom An-
strængelse, Beregning og Bekymring havde været
hans Lod. Ibald blev heller ikke gammel af
Udseende, men af en anden Grund: fordi Ung-
dommelighed var hans Natur, han kunde ikke
blive af med den uden ved Døden. Hans Kinder
havde vel havt en friskere Farve, da han var
Barn; men de vare i hans halvtredsindstyvende
Aar endnu røde, og tilligemed de blaa Øjne og
det blonde Haar gave de ham et Udseende af
Barnlighed, som da ogsaa virkelig var i ham.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
