Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
men som ikke — hvad stykkene angikk — sær*
lig satte noe merker. Der var Holger Sin*
din g, Asta Graah, J. B. Bull, Otto
V alset h, V etle Vislie. Den sistes stykke
roste Hamsun i «Verdens Gang». Jeg husker
der stod noget i den retning: At man burde ta
hatten av for dikteren. Hamsun skrev videre «at
han ikke kjente ham personlig». Vetle Vislie
kom mer enn forundret ned til mig i teatret —
at han fattet ikke hvad Hamsun mente — for
han hadde vært sammen med Hamsun meget
ofte i et års tid.
«Den Hamsun har alltid vært noget av en
skøier hvad han så ellers har vært. Jeg mener
den store dikter.»
Så var det I r g e n s*H a n s e n. Hans stykke
gikk ikke som de andres ned i forglemmelsen
— det stupte på hodet og forsvant sporløst.
Straks. Hjalmar Christensens stykke
«Loths hustru» blev heller ingen særlig sukcess.
Henrik Jæger fikk ikke megen glede av
sin enakter, og Bendix Lange ramlet også
overende. Det fattige teater tok det de kunde
når det gjaldt våre egne forfattere. Og tapte
mange penger på dem. Et stykke kunde vi ikke
spille. Det eneste som hadde stor verdi. «Tante
Ulrikke» av Heiberg. Heiberg og jeg mente vi
ikke kunde spille det. Jeg opførte det første
gang i Norge på Nationalteatret. Det blev med
fru Dybwad i hovedrollen en stor sukcess. Da
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
