Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
34
Esther skreg og løb sin Vej. Jeg fulgte; men
greben af noget Uimodstaaeligt vendte jeg om og
stødte som i Vildelse de stakkels Unger ned under
Dyndet, for at de ikke skulde ligge og pines. —
Som Barn glemte jeg snart dette. Senere er Er-
indringen derom atter og atter dukket op. Det
er Ingenting, naar man gaaer lige paa og tager
haandgribelig fat paa det. Hvor meget Liv øde-
lægge vi ikke, hvor grusomme ere Børn ikke med
Fluer og Oldenborrer, hvor ødsel synes selve Na-
turen med Liv, og hvor liden Vægt ligger der paa:
et Par Fugleunger! Men hvilken umaadelig Vægt
ligger der paa Sindet, som føler sig saa særeget
uskyldig-skyldigt overfor disse Fugleunger og seer
en Symbolik i sit Forhold til dem!
En kort Tid boede i Sidehuset hos os en
Familie ved Navn Gjøe. Et Par af deres Børn
vare omtrent i min Alder; Drengen hed Valdemar,
Pigen Birgitte. De legede med mig i Haven; men
det staaer meget utydeligt for mig, og det Eneste,
der er blevet tilbage i mit Sind, er Mindet om en
en stærk, varm Følelse for Valdemar. Af dette
utydelige Barnevenskab har jeg formet Valdemar
i «Arvingen».
Paa den anden Side af den brede Gade,
skraasoverfor 08, boede min Onkel — gift med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
