Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
180
lig Død. Jeg havde, troer jeg, dengang mere
Sympathi for ham, der drog Sværdet, end for ham,
der lægede Saaret. Alt dette fik Luft paa Fægte-
salen. Men netop ved deroppe at føre til For-
troligbed med Vaaben vendte Skolen det Farlige
til noget relativt Godt. Jeg har to Gange (1847)
kunnet frelse mig selv uden at gjøre Skade: en-
gang, da jeg var ene i Solfataradalen, og da en
ung Lazzaron vilde plyndre mig og drog sin Stilet,
og en anden Gang i Egnen af Sorrent, da en
Vært gik imod mig med sin Kniv, fordi jeg under
en Disput ved en Fejltagelse kaldte hans Vin aceto
(Eddike) istedenfor aciuto (tør, modsat dolce).
Begge Gange havde jeg selv Vaaben, en spansk
Klinge i en Stok, og kunde bruge det til at skaffe
Fred og havde den Fornøjelse, maaske en af Jor-
dens største, med Vaaben at afvæbne en Mod-
stander uden at udgyde Blod. Naar jeg mindes
dette med Tilfredsstillelse, saa er det ikke mindst,
fordi det giver Oplysning om, at der i visse Kamp-
scener, som jeg har skrevet, er, om ikke Virke-
lighed, saa dog en indre Sandhed, ikke blot af-
mægtig Fantasi.
Rimeligvis har Fægtesalen ogsaa bidraget Sit
til, at vi, saavidt mig bekjendt, aldrig havde vulgære
Slagsmaal; men tildels for gamle Skolekammeraters
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
