Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
323
tilbage paa ham, afgjøre hans «Ret», kaste ham
tilbage i sig selv. Og ud af denne Fornemmelse,
hvis den kan holdes fast, er det maaske, at Fædre-
landskjærligheden i høj Forstand rejser sig og ved
Siden af denne Verdenskjærligheden. Thi sluttelig
er Samfundet den store Have,
hvor vore Vugger gaa, hvor lægges vore Grave,
og hvor Kundskabens Træ og Livsens Træ staa,
begge Aflæggere eller Afbilleder af den hele Men-
neskeheds Kundskabens og Livsens Træ.
Men hvorledes det end forholder sig med
disse Anskuelser, saa havde vi dem ikke dengang,
eller de traadte ikke frem ud af Hylsteret, som
omsluttede os. Ordet om Samfundets principielle
Uret passede godt til en ungdommelig-dunkel Fore-
stilling om, at Ens egen Individualitet havde en
særegen, en absolut Ret overfor alle de Andre,
Spidsborgerne, stod i Gunst og var viet til Lykke,
naar den stræbte efter Poesi, frembragte Aands-
fyrværkeri. Hertil bidrog da ogsaa S. Kierkegaard
uden at vide og ville det, navnlig ved at hæve sin
Forlovelse. Begivenheden stillede sig som Illu-
stration til en Sætning om Personlighedens kunst-
nerske Ret overfor ethvert Baand. Det var som
Goethe, der havde bortkastet Frederikke i Sesen-
heim, og hendes Løn for Ofret og Livets Tab
21?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
