Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
475
Nu kan jeg ikke tie længer; det forekommer mig,
at jeg aldrig vil faae Ro, naar jeg ikke faaer tall til
Dem, naar jeg ikke faaer sagt Dem, al jeg elsker Dem.
Naar jeg lænker paa Dem, Wergeland, er jeg
stolt af al være Menneske. Her have vi da en Mand,
der seer Døden ind i Øinene, der synger som Gunnar,
medens Døden borer sig mod hans Hjerte. Her see
vi Syn for Sagn, at der gives en Udødelighed, at der
af Gud er givet Mennesket en udødelig Sjæl.
Wergeland! lad mig takke Dem for dette og for
” alle de skjønne Timer, De har skjænket mig. Lad mig
hilse Dem som den største af Nordens ”rmatevende Dig-
tere, som den Digter, der i sine Værker har fremkaldt
for mig Billedet af en nordisk Granitklippe, hvoraf ud-
springe Sydens Palmer og gyldne Oranger.
Gid denne Hilsen maa træffe Dem i Live! Naar
De er dragen bort, vil bele Verden sige, hvor stor og
hvor herlig De var; jeg vil sige del til Dem selv; De
skal modtage min ærbødige, ærefrygtsfulde Hylding,
medens De endnu er paa Jorden. Og er end min
Stemme kun svag, saa er den dog en menneskelig
Stemme; elede De end kun min Sjæl, saa eiede De
dog en menneskelig Sjæl, som er del Høieste, et Men-
neske kan erobre.
M. Goldschmidt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
