Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
142
lediger al Livets tragiske Kamp. Alt dette kan
siges; men fortrinsvis er Iliaden dog bleven kaldt
et Nemesisdigt i den Betydning, som det nu være
tilladt at kalde den gamle (ikke antike), ensidige:
Straf, Hævn. Det kan jo heller ikke nægtes, at
der fra Først af vises guddommelig Vrede og
Menneskevrede, og at Lidenskaben Skridt for Skridt
medfører sine Følger, indtil Akhilles maa fejre
Patroklos’s Ligfærd og høre Bebudelse om sit eget
Fald. Hvis Iliaden var blot dette og Nemesis blot
Vreden og Straffen, saa egnede hun sig til at staa
ved Slutningen tilfredsstillet ved, at nu er Alt trist
og tungt, nu er «al Jorderigs Lykke traadt under
Fod». Men IMliadens egenlige Virkning er ikke
trist og trykkende. Den bæres af Noget, som kan
kaldes Følelse af en Alt omfattende Lysverden.
Blandingen af det Lyse med det Triste, saa at der
kommer et tragisk styrkende Moment tilstede,
træder især frem ved Hektors Liv og Død. Her
kan ikke være Tale om Straf ifølge den vulgære
Nemesis; thi Hektor har for sit "Vedkommende
Intet forbrudt. Han er den reneste, højeste Per–
sonlighed af alle, en Oldtidens Bayard eller endnu
Mere. I alle Forhold viser han sig ikke blot plet-
fri, men stor: som Søn, som Husbond, som Kriger
og Anfører. Skjøndt han misbilliger sin Broders
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
