Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En Jøde - Andel Del - 1
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EN JØDE 105
nærmere og havde modtaget Haandspaalæggelsen og Vel-
signelsen, bød han dem tage Plads og gav sig til at be-
tragte Jacob. Men det var aabenbart, at han nu blev for-
legen for at finde paa Noget, han kunde tale om med
denne. Han havde ikke gjort sig selv Regnskab for, hvad
han egenlig vilde se paa den unge Jøde, som de Kristne
havde udmærket, og da han nu stod for ham, paakom
der ham en Fornemmelse af, at denne Yngling af hans Folk
var opfyldt af et fremmed Element, som han selv hverken
begreb eller skattede. Den gamle Mand vedblev at stirre
paa Jacob; Jacob saa forventningsfuld paa ham igjen,
Onklen sad som paa Naale, Knelgabben stod i ærbødig
Tavshed ved Døren. Tilsidst stod Råf’en op, hentede et
stort rødmusset Æble og forærede Jacob det, idet han
sagde: ,,Glem nu ikke at anlægge Dine Tephilim.”"
Han gik atter hen til sin Hrumisch, og Avdiensen var
forbi.
Det hele Optrin havde i al sin Stilhed været saa be-
synderligt, at det gjorde et næsten æventyragtigt Ind-
tryk paa Jacob. Da Præsten fæstede de klare, fromme
Øjne paa ham, forekom det ham, som om Råf’en havde
set ind i hans Hjerte. Men alt som denne Stirren ved-
blev og Øjets Udtryk blev mere og mere uforstaaeligt,
syntes Præsten og han ligesom at glide fra hinanden, at
fjerne sig i evig voxende Afstand. Da Døren faldt til efter
dem, og Knelgabben, som fulgte dem til Trappen, havde
sagt sit sidste: Seid Mauchel1) og sagte gik tilbage, var
det for ham, som om han og Jødedommen havde havt
en Sammenkomst og efter frugtesløse Forsøg paa at gjøre
sig forstaaelige for hinanden vare gaaede Hver til Sit
med uforrettet Sag.
Han blev afbrudt i sine drømmende Tanker af Onklen,
der med møjsomt undertrykt Vrede sagde: ,,Det var og-
saa en Maade at tale med Råf’en paa!"
Jacob svarede sagtmodig: ,Jeg sagde jo ikke et Ord,
Onkel!"
»Det var netop Ulykken!" raabte Onklen; ,,;man sidder
ikke saadan og stirrer sin Råf ind i Ansigtet uden at
mæle et Ord.’’
1) Undskyld; Farvel.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
