Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En Jøde - Andel Del - 4
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EN JØDE 135
havt Tid til at sætte sig og give Plads for Ærgrelse og
Skamfuldhed. Hans Tanker vare omtrent disse: ,,Hvad
Ret havde jeg til at høre disse Ord! De vare jo ikke be-
stemte til at høres af mig; havde man vidst mig nær,
vilde man ikke have sagt dem .... Men hvorfor kan
dog denne Pige ikke tænke mig som Andet end Jøden
Bendixen! .... Bah, naar Alt kommer til Alt, er jeg
dog Jøden Bendixen .... I hvilket Lys vil jeg nu staa
for Familien! .... Gud give, den fordømte Tøs havde
lukket Døren, før hun talte ..."
Medens han i disse Tanker gik urolig frem og tilbage,
bankede det, og Konig traadte ind. Den Ene var altfor
forlegen til at mærke den Andens Forlegenhed ved denne
vis-å-vis. Mekanisk gave de hinanden Haanden. Jacob
søgte med krampagtig Ivrighed i sit Hoved efter den
Aandsnærværelse, han følte at have nødig, og det lyk-
kedes ham halv ubevidst at fremføre de Ord: ,,Undskyld,
at jeg løb bort; jeg havde glemt et Brev, der skulde paa
Posthuset.”"
Den stakkels Kånig havde nær gjort et Sæt af Glæde
ved at høre disse Ord. Uvilkaarlig raabte han: ,,Gud
ske Lov! ....’ men holdt strax inde, og Frygten for,
at han ved dette Udraab kunde have forraadt Noget,
holdt Glæden Stangen. Men Jacob fandt intet Forunder-
ligt i dette Udraab, han sagde netop ,,Gud ske Lov!" til
sig selv over det heldige Ord, der var undsluppet ham.
I en lettet, hjertelig Stemning satte de to Venner sig
til at passiare; aldrig havde Jacob med saa megen Høf-
lighed og Iver stoppet en Pibe til Kånig, og aldrig havde
Kånig saa geskæftig gaaet ham tilhaande for selv at have
Ulejligheden. Samtalen gik med stor Livlighed fra den
ene Gjenstand til den anden, maaske tillige fordi den
Ene alt var bange for at lade den Anden komme til Efter
tanke over det, der kunde synes paafaldende ved de
første Repliker, og af samme Grund skiltes de ad saa
sent som mulig. Eftertanken var den ubehagelige Kon-
sulent, som Vennerne gjensidig frygtede for at overlade
hinanden til; de troede kun at kunne føle sig vel, naar
de vare sammen og passede paa, at Gjæsten ikke kom.
Endelig fandt Konig en Udvej. Han forudgreb Ind-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
