Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Wergeland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
288 HENRIK WERGELAND
titel. Men han gaar meget videre, han ringeagter selve
Døden.
Nu ligger han syg og skal dø. Han veed det meget
godt; men han skriver Digte om sin egen Død, uden
Jamren, uden Sentimentalitet — han synger Triumfsange
og ser smilende Døden lige i Ansigtet, saa at den hver
Dag betænker sig og til Lægernes største Forbavselse
opsætter sin Gjerning fra Uge til Uge.
Naar man læser disse Digte, skulde man næsten tro,
at hist i det Fjerne, hvor han dør, bøje Himmel og Jord
sig sammen, og der er ingen mærkelig Overgang imellem
dem.
Jeg har ved dette Dødsleje hverken Lyst eller? Tid og
kanske heller ikke Evne til at skrive Eder en literær
Karakteristik over Digteren. Jeg vil nøjes med den korte
Bemærkning, at han har vist sig som en usædvanlig be-
gavet Aand, med stærk og hed Følelse, urolig, snart barok
og formløs i sine Ord, snart fuld af Ynde og Blødhed,
meget polemisk, følgelig ogsaa meget forfulgt, ofte ube-
talelig i satirisk Lyrik mod Modstanderne, fx: nm Diotek
til Christiania Løver. Men, havde jeg nær sagt, jeg bry-
der mig Pokker om det, han saadan har skrevet paa sæd-
vanlig Maade. Hvad der griber, fængsler, rører mig, er
den ubeskrivelige, glade Aandskraft, hvormed han ligger
og venter paa sit Legemes Død, den mægtige, skjønne,
blide Sjælefred, hvormed han tager Afsked. Jeg kommer
atter og atter tilbage hertil og kan ikke finde Udtryk nok
for de Billeder, hvori han viser sig for mig. Det synes
mig, at han ligger paa lit de parade henover Norges
Fjelde.
I kunne jo dømme selv; her er et af Digtene, han i
disse Dage har skrevet:
Den smukke Familie,
Mærkværdigt! O, mer end Mærkværdigt! Vidunder! Vid-
under!
O, at mine Knæ aarkede at bøje sig for at tilbede!
Min Sjæl har slaaet sine Vinger sammen;
den knæler ligesom i et tilhyllet Kapel;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
