Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fra Paris (1850)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FRA PARIS 1850 475
Inden en halv Time var jeg ogsaa paa det betegnede
Sted. Der gik det ikke, som Hr. Carlier havde sagt; men
til Erstatning gjorde jeg i Løbet af et Par Minutter Be-
kjendtskab med et menneskeligt Væsen, der er mig nok
saa uforglemmeligt som den hele gjennemvaagede Nat.
Det var intet behageligt Bekjendtskab, ej heller et gjen-
sidigt eller et saadant, hvorved der udvexles Tanker.
Jeg fik kun i Hast et yderst tydeligt Billede af ulykke-
ligt fransk Embedsmandsliv og en ulykkelig Individualitet.
Det var Skriveren eller Fuldmægtigen paa Politikontoret.
Selve Kontoret var et lyst, nymøbleret Værelse, hvortil
der var Indgang lige fra Gaden som til en Butik. Der var
noget Hyggeligt og Venligt ved Stuen, ganske svarende
til de Forestillinger om Hjælp og Befrielse fra Vilkaar-
lighed, hvormed jeg kom. Ved den lave, nye, blanke Pult,
der gik næsten tværsover Stuen som en Disk, sad en
Person af Middelstørrelse, i de 40, i luvslidt, men om-
hyggelig børstet Frakke. Saasnart han løftede sit Ansigt
og saa paa mig, gjorde det en Virkning paa mig som et
Bid. Han var grønlig bleg, med blaa Øjne og blodløse
Læber; aldrig havde jeg set et Ansigt, der saa umiskjende-
lig og bestemt fremstillede sig som Udtryk af Had og Mis-
undelse. En vis Undren maatte gribe En over, at han sad
saa stille med sit bitre Had; han var som i en usynlig
Spændetrøje. Men alligevel var der noget Fint i Træk-
kene; han var øjensynlig ,,kommen af godt Folk"; det
hele Udseende fortalte i rivende Hast en utydelig Hi-
storie om bedre Dage med Livslyst, Haab og Nydelse,
med stor Skuffelse, med bitre Lidelser, imod hvilke et
lille, usselt lønnet Embede havde ydet en sidste Tilflugt,
et Fristed, hvorfra han i Kval saa tilbage paa Alt det,
som Andre nød, og som var blevet ham nægtet. Enhver
»Lykkelig" var ham en Fjende, enhver Ulykkelig ingen
Ven, men noget Ærgerligt, Arrighedsvækkende. Hans dag-
lige Føde, Luften, han indaandede, var blevet til Gift. Alt
det stod som skrevet paa ham. Han spurgte ikke, hvad
jeg vilde, men saa paa mig med sit kolde, bidende, gif-
tige Ansigt, og saa saa jeg igjen paa ham, sandelig ikke
for at studere ham, men som man ser paa en Klapper-
slange.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
