Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maske-Lykke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MASKELYKKE 531
bad ham om at gjøre en Undtagelse med mig. Han svarede,
at han gjerne vilde tjene mig, hvis jeg vilde tage tiltakke,
førte mig ind og anviste mig Plads i en Krog bag en op-
slaaet Fløjdør. De kan godt se, sagde han, uden at blive
meget set. — Hvad skulde jeg gjøre? Hvis hun nu ser
mig blive puttet ind i den dybeste Krog? tænkte jeg og
var yderst mismodig. I Krogen var der allerede Folk,
en høj aldrende Herre og to Damer, og til min Over-
raskelse hørte jeg, at mine Ulykkesfæller vare Danske.
Vi gjorde Bekjendtskab i Krogen; men jeg var meget
ulykkelig. Jeg saa ud og anstrængte mine Øjne; men hun
var der ikke, og jeg trøstede mig endelig med, at hun
mulig var ovre paa den anden Side af Garden, og at jeg
altsaa kunde opsøge hende, naar Højtideligheden var forbi.
Kejseren! lød det. Alle tav, Officererne trak Sablerne,
den tyske Garde skuldrede Hellebarderne. Den lille sort-
klædte Kejser, med det store Hoved sænket ned paa
Brystet, kom langsomt gaaende, ved hans Side en lille
Herre i Malteserdragt, tror jeg, og derpaa andre, tung-
sindig klædte Hoffolk, saa Kejserinden, aldrende, stiv
og stolt, fulgt af sortklædte Damer; mørkt og strengt
gik det mørke Habsburgske Hus forbi. Jeg saa temmelig
ligegyldig paa det Hele — da faar jeg Øje paa den sorte
Blomst og den lille Sølvblomst — den næstsidste Dame i
Følget.
Hun skred stolt og alvorlig forbi — jeg følte mig yd-
myget, det var det Værste. Her, havde hun sagt, maatte
jeg komme og hilse paa hende og tiltale hende, og
imellem hende og mig stode de italienske, tyske og un-
garske Garder, og til Overflødighed havde Marschallen
manet mig ind i en Krog bag ved en Fløjdør, og
Alt dette var dog kun Ubetydeligheder, kun Tegn paa
den Afgrund, der adskilte os. Jeg tænkte bittert smilende
paa hendes Ord:
»Er ruft’s mit lauter Stimw’: ich will sie schauen!
Schauen !
Gellt ihm ein langes Eccho spottend nach.’’1)
Da det Hele var forbi, tog jeg Afsked med den danske
1) Se Pg. 528
34%
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
