Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En Jul paa Landet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
178 EN JUL PAA LANDET
Obersten, saa Kancelliraaden og saa jeg, og som om vi
vare kongelige Personer, gik Tæppet op strax efter vor
Ankomst.
Efter en Stunds Forløb troede jeg at bemærke, at første
Elskerinde, en kjøn, ung Dame, hvem jeg erindrede at
have set spille i Kjøbenhavn, gjentagent saa” op til vor
Loge, og jeg antog, at hendes Opmærksomhed gjaldt mig,
at hun mulig havde set mig i Kjøbenhavn og havde
gjenkjendt mig. Men pludselig hørte jeg Mathias sige
dæmpet og med en kort Latter: ,,Hun ser sgu paa mig!"
— hvortil Kancelliraaden bemærkede ligesaa dæmpet:
»Den Nar!"
Lidt efter sagde Kæmpen i en dybere og alvorligere
Tone med en Blanding af Overbevisning og Forundring:
»F— skal ta’e mig, om det ikke er mig, hun ser paa!"
— hvortil Kancelliraaden, igjen dæmpet, anmærkede: ,,F—
ta’e den Nar!"
Nu hører det, tror jeg, noget nær til den største Trol-
dom, som Mandfolk, der ikke ere vante til at komme
mellem Kulisserne, kunne udsættes for, at blive Gjen-
stand for en smuk Skuespillerindes Blik, der udvælger
ham iblandt de mange, dvæler paa ham med ubestemt
Behag og Undren, synes at suge Begejstring af hans Nær-
værelse og love ham Andel i den uendelige Feverden,
som Skuepladsen halvt lader skimte, halvt skjuler. Men
vid og uendelig, som denne Feverden er, har den dog
kun Plads for en. Selv Damon og Pythias vilde, det
tror jeg for vist, ophøre at være Venner, hvis de begge
paa engang bleve Gjenstand for den samme tryllende
Lokken.
»Godt," tænkte jeg, , Tilfældet "kan her førere hoset;
skjøndt det vel ikke vil komme til aabent Brud mellem
Damon og Pythias.”"
Da det første Stykke var forbi, bemærkede jeg, at
Majoren var i nogen Sindsbevægelse, og at han vin-
kede mig ud af Logen.
»Jeg frygter,” sagde han, da vi vare paa Gangen, , at
Kammerjunkeren og Kancelliraaden ere blevne førte i
en Vildfarelse, som kunde være til Skade for en ung
Dame. Det lod til, at begge troede, hun saa paa dem — jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
