Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En Jul paa Landet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EN JUL PAA LANDET 189
Imidlertid sad vi og kukelurede paa Holmgaard. Vej-
ret havde slaaet om, Majoren var stærkt forkjølet, og
Richard fandt det uhøfligt og ukjærligt at forlade sin
Gjæst, men vilde dog gjerne vide, om Nogen fra Egnen
tog ind til Theatret. Jeg tilbød at ride over f. Ex. til
Etatsraadens og høre, om de toge ind; gjorde de det, vilde
jeg strax komme tilbage, hvis ikke, skulde Richard ikke
vente mig. Dermed var han vel fornøjet.
Hos Etatsraaden fandt jeg, at Alle, med Undtagelse
af Mathias — der af gode Grunde var fraværende —
havde beredt sig paa at tilbringe en sædvanlig rolig
Aften. Kudsken havde erklæret, at Vejen var for tung
for den store Vienervogn, og i aaben Vogn vilde Da-
merne ikke kjøre. Jeg var for urolig eller videbegjærlig
til, efter Indbydelse, at blive og spise til Middag med.
dem og red. til: Byen;
Det var blevet stærkt Tøvejr. Der faldt en fin, taage-
agtig Regn, som gjorde Isen mere glat og opblødte de
frosne Vandhuller, saa at min Hest, uagtet jeg maatte
lade den gaa Fod for Fod, snart kom i Sved og ind-
hyllede mig ligesom i en Sky. Blandet med den dumpe
Lyd af dens Hovslag hørte jeg den særegne, melankolske
Musik af Vandet, der fra den lange Linie af Træer langs
Landevejen dryppede ned i smaa Huller, det selv havde
boret i Isen, og nu og da saa” jeg smaa Strømme skyde
ned ad den grønne, runkne Bark ligesom tunge, tavse
Taarer over et gammelt, rynket Ansigt. Fra Straatagene
paa de ensomme Huse, jeg kom forbi, løsnede sig Bunker
af Sne og faldt ned i Snevandet med et Pladsk, der under-
tiden skræmmede min Hest, medens Tagene, der hidtil
havde været skjulte af Vinterens lyse og renlige Dække,
pletvis fremviste deres mosgroede, smudsige Straa, ret
som om Masken blev reven baade af Natur og Civilisation
og bragte dem til at græde kolde Taarer sammen. I den
Sindsstemning, som disse Lyd og dette Syn frembragte,
var jeg ude af Stand til at forstaa min Adfærd med Hen-
syn til Vigfus Olsen. Det syntes mig, at gamle Lind havde
havt mere end Ret i at bebrejde mig let Sind; jeg havde
spøget istedenfor at handle, og dog kunde jeg ikke faa
Øje paa den Hank, hvori jeg skulde have taget fat. Men,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
