Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ARVINGEN 37
klokken, der i hemmelighedsfuld Forening med den rød-
mende Himmel ringer Dagen ud — og hvo inddrikker
den jordiske Salighed deraf uden den, der som Barn
færdes deri uden Begreb om Tid, og som uden endnu at
have Forstand paa, hvad Ejendom er, føler det Hele
som Sit?
Ja, det var mit, det var vort Altsammen, og den,
som gav mig den første, usikre og dog stolte Fore-
stilling om Besiddelse, var vistnok Ane Marie eller Ane
Peer Jens, der altid kaldte mig ,,Arvingen". Jeg antager,
at jeg lærte Ordets omtrentlige Betydning igjennem den
kjærlig-beundrende, lidenskabelige Tone, hvori det saa
ofte blev sagt. Ane var bleven gift fra Gaarden allerede
i min Bedstefaders Tid og havde det nu daarlig, ikke
formedelst Fattigdom, men fordi hun ikke kunde komme
ud af det med sine Stedbørn, og paa ,;Gaarden”, hvor
hun havde været ung, og paa mig, Gaardens Herskabs
Førstefødte, kastede hun al den Kjærlighed, hun ikke
kunde faa Brug for andensteds. Jeg var formodenlig
ligesom Barn af hendes Ungdomslykke, den eneste Gjen-
stand, hvor hun paa en Maade kunde se sig i Spejlet og
ikke finde sig gammel, forvandlet fra en smuk Pige til
en rynket Husmandskone med Harm og Had i Hjertet.
Mig lærte hun at kalde sig Ane Marie, medens med Und-
tagelse af Fader hele Gaarden kaldte hende Ane Peer
Jens, fordi den hele Slægt kun havde kjendt hende efter
hendes Giftermaal. Naar der var Noget i Vejen for mig,
og hun var nær, trøstede hun mig med, at jeg var År-
vingen, eller jeg var og blev dog Arvingen alligevel,
hvordan det saa gik, og det synes mig, at jeg endnu kan
huske, hvor underlig disse Ord virkede paa mig og gave
mig Magt til ikke at græde, som om jeg følte en hemme-
lighedsfuld stor Ret og Forpligtelse. Senere har jeg haft
Anledning til at tænke over, i hvilken Mening hun vel
sagde det. Gaardens Folk ansaa hende for en Slags Si-
bylle — hvad Almuen jo let vil gjøre ved Mennesker, der
huske langt og dybt og ere bevægede af en Lidenskab,
de ikke helt kunne udtale —; men, hvis jeg var over-
troisk, vilde jeg være tilbøjelig tli at sige, at hun i sin
Indesluttethed havde noget Profetisk. Hun staar forøv-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
