Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
200 ARVINGEN
traadte ved mig tydeligere frem for hendes Erindring, og
samtidig bragte hun Alt, hvad der havde staaet dyre-
bart for mig fra min første Bevidstheds Tid, men som i
de senere Aar var blevet fordunklet, frem i ny og inder-
lig Klarhed. Jeg huskede, hvorledes jeg havde bragt hen-
des Billed hjem med som en Fremmed i Huset, hvorledes
de vare komne mig imøde paa Stentrappen, og deres Bil-
leder blandede sig med den vidunderlige romerske Nat og
syntes manede op af Feen, den gode Genius ved min Side.
Paa Trajans Forum, hvor Selskabet, betaget af det
Blandede, Sælsomme, Gribende i Scenen — det magiske,
kølige, tindrende Lys paa den brudte Marmorlund om-
kring den store Søjle, de takkede, sorte Skygger fra
Husene — trods al sin Tilbøjelighed til let Livsglæde
talte dæmpet, havde Hr. v. Hompesch ved Generalindens
Arm nærmet sig og sagde: ,,Hvilket Syn! Er det ikke,
som om Kejser Trajan og alle store Romere laa der-
ude i Maanelyset og hvilede deres trætte Sjæle og lyt-
tede til os! Der er noget Tilfredsstillende ved at tænke
sig, at vore egne Elskede, der ere døde i Herren, om-
give os i Atmosfæren og holde Øje med os.”
Hun sagde, da han havde fjernet sig: ,,Der er dog ikke
megen Tilfredsstillelse ved at tænke sig Sjælene hvile
for et Øjeblik i en fredelig og lysende Atmosfære og
maaske om kort Tid blive drevne om af Storm og vaagne
til Erindringen om Alt, hvad de have lidt paa Jorden
af Had til hinanden. Den Tanke gjør det dejlige, blide
Maaneskin klamt eller melankolsk, især naar man har
Nogen derude. Men hvad skal man tro? Det er umuligt
at tvivle om det Evige og vanskeligt at forestille sig
Personlighederne mødes og kjende hinanden hisset.”"
Jeg svarede, hvad -jeg i Øjeblikket følte, at denne ro-
merske Nat syntes mig at bringe den store Gaades Løs-
ning nærmere til vor Bevidsthed: Deroppe vilde vi mø-
des, ikke med vore Lidenskaber, men med vore Sym-
pathier, og derfor vilde de gamle Fjender ikke have nødig
at begynde Striden forfra, og ej heller behøvede man at
ligge ubevidst ventende i den kolde Atmosfære.
»Det var godt, De sagde det,” svarede hun og tilføjede:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
