Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ARVINGEN 219
tilhaande, give dem Sands for Sparsommelighed, vække
deres Kappelyst, tage Del i deres Fornøjelser og Sorger,
leve med dem som en Familie, man havde faaet anbe-
trot! Det er. mit store fjerne Formaal — og nu maa De
ikke smile — at jeg en Dag kan tage Carl og Henriette
ved Haanden og! føre dem ud paa Balkonen og lade dem
hilse af en flittig, velsindet, velstaaende Befolkning som
Herskab og tillige som tro Venner — Carl som den, der
i Nødsfald ogsaa skal føre Godsets unge Mænd i Krig for
Landets Forsvar — og det gjør mig kun ondt, at det
Land ikke eri Danmark."
Ved de sidste; Ord sprang jeg op, greben af en Sinds-
bevægelse, som det vilde tage mig Timer at forklare.
I den evige Stad, paa Kejserpaladsets Ruiner, havde jeg
truffet det hemmelige Selskab, eller hvad jeg egenlig
havde forstaaet under dette Navn, den Magt, der by-
dende skulde anvise mig mit Livs Formaal. Af Skæbnen
havde jeg begært at faa vor Gaard tilbage og gjenfinde
Hende; jeg havde faaet begge Ønsker opfyldte, for at
Hun skulde vise mig, hvad de betøde — thi det, hun
udpegede som Fremtidsmaal for sig, var jo ogsaa mit!
Jeg var jo; det Barn, min Fader vilde have taget i Haan-
den og ført ud paa Balkonen! Han skulde bygge Huset,
jeg skulde kappes med ham om at fortjene det! — Men
som Roms Herskere ved at faa Blik paa den uendelige
Udsigt hinsides Bjergene vare blevne greben næsten af
Vanvid, af en umaadelig Kraftfølelse og en ligesaa umaade-
lig Afmagtsfølelse overfor. det Dulgte, saaledes blev ogsaa
jeg greben samtidig baade af Henrykkelse over at er-
kjende mit Maal og af Forsagthed overfor den Tanke:
Har Du Magten i Dig selv dertil? Og endelig, men ikke
sidst, indflettet i alle; de andre Tanker, gik en vemodig
Medfølelse med Hende, den danske Kvinde, hvis Hjerte
var med Fædrelandet, men ikke kunde faa det anbragt i
sit Fremtidshaab. Hvor utaknemlig syntes jeg selv at
være, jeg, som havde Fædrelandet ubeskaaret og kunde
hellige mig det, men ikke gjorde det! Hvor Dansk blev
jeg i det Øjeblik igjen!
De Andre kom: tilbage, og jeg fik ikke svaret hende
et Ord. For første Gang, siden jeg havde begyndt at del-
15+
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
