Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
234 ARVINGEN
salighed havde været. Alle Steder, der havde skaffet
mig Fryd, vendte sig til at være min Kval, og det rige
Indhold, de endnu havde for Andre, blev Tomhed for
mig. Jeg kunde ikke se og føle nogen Forskjel mellem
Peterskirken og hvilkensomhelst Ruin, og jeg havde ikke
længer Sands for den Historie, som Ruinen fortalte.
Overalt havde Hun været og var der ikke længer; min
Sjæl greb efter det flygtende Billede, strakte sig ud efter
det, som om den skulde skilles fra Legemet. Jeg kunde
ikke rejse derfra; thi hvor skulde jeg rejse hen? Det
var dog det eneste Sted, hvor hendes Tanke endnu
kunde finde mig, hvis den søgte mig.
Ved en Illusion, jeg ikke var Herre over, tillagde jeg
hende nu i Afstand mere Delagtighed i mine Følelser,
end jeg havde Ret til, eller en Forpligtelse til at lade
mig vide, at det Hele ikke havde været en Drøm, og
næppe havde jeg faaet den Forestilling, at hun mulig
vilde skrive, før Haabet, et ængstende Haab om, hvad
næste Øjeblik kunde bringe, traadte i Stedet for Savnet
af de svundne Øjeblikke — men ikke til nogen Lindring;
thi hver Dag blev kun til ny Skuffelse, et ihjelslaaet
Haab, der gjenopstod som ny, urimelig Længsel. Og me-
dens jeg kun altfor vel vidste, at hun var borte, skaf-
fede Fantasien sig samtidig en forbiflyvende Trøst og
Glæde ved den Indbildning, at i en Vogn, der kjørte forbi,
eller ved et Vindue, der lukkedes op, sad hun. Men
naar jeg da tog Magten over mig selv, bortviste de skuf-
fende Billeder og tvang de urimelige Forventninger ind
under Fornuften, saa kom Spørgsmaalet om, hvordan
hun selv nu havde det, om hun var lykkelig og tryg?
En velgjørende Reaktion strømmede da til Hjertet; da
mærkede jeg, at jeg elskede hende med Ømhed, som en
Søster, som en Slægtning, som et Barn, og dog tillige
med en Mands Kjærlighed til en Kvinde. Jeg erkjendte,
at jeg selv intet Mere havde at fordre; noget usædvanlig
Skjønt og Elskeligt havde vist sig for mig, fyldt mit
Hjerte, givet mig en stor sjælelig Ejendom — og hvad
Ret havde jeg til Mere? Var ikke dette, endog forbundet
med Lidelse, bedre end den Tid, da jeg Intet havde følt?
Jeg gjennemgik min Kjærligheds hele Historie, dvælede
£ BES E ty "2 AE LE FUGE 20: GS sd er »
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
