Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
294 BREVE FRA KOLERATIDEN
jeg virkelig mener det, derfor er jeg kommen til at give
mig selv et Bevis. Jeg kom i Torsdags Aftes ind til
Kammerraad Nielsens, og saa var kun den yngste Datter
hjemme. Enten hun havde en Grund til at ønske mig
bort — hun ventede maaske en Præst eller en theologisk
Kandidat — eller hun blot vilde spille mig et lille Puds,
sagde hun: ,,Har De hørt, at Margrethe er kommen
hjem?" Jeg ansaa det for umuligt; thi hvo skulde have
faaet tidligere Bebudelse derom end jeg? Jeg kunde og-
saa meget godt have skuffet den lille Gaas og ladt lige-
gyldig; men jeg var aldeles ligegyldig ved, om hun fik
sin spidsborgerlige Glæde eller ej, naar jeg, endog blot for
en halv Time, kom ud af den lumre Tordenvejr-Stilhed,
der omgiver mig, og levede i Muligheden af at skulle
gjense Margrethe og faa en Afgjørelse. Følgelig gjorde
jeg hende den Fornøjelse at lade hende sige til sig selv:
»Se, nu løber Hr. Rosen som en Nar!" og saa gik jeg ud
til Gaarden, en god Fjerdingvej herfra. I Orienten, siger
man, er Luften paa visse Tider af Aaret opfyldt af Ild-
fluer. Der fløj ogsaa Ildfluer om mig paa hele Vejen!
Men da jeg var forberedt paa at gaa forgæves, blev jeg
heller ikke skuffet, da det viste sig, at Margrethe ikke
var kommen hjem.
Men Du skal dog heller ikke have lutter Elegi og ,,en
skjøn Sjæls Bekjendelser".
Paa Tilbagevejen kom jeg i nogen Afstand forbi Asses-
sorens Gaard og kunde fra en Høj se ned i hans Stor-
stue, hvis Vinduer vare stærkt oplyste. Jeg saa kun der-
ned ganske uvilkaarlig, fordi mine Øjne bleve tiltrukne
af Lyset, og vilde ingenlunde spejde; men hvad jeg saa,
fængslede mig til Pletten. Assessoren stod midt paa Gul-
vet, gjorde et dybt Buk og derefter med højeste Anstand
nogle sirlige Pas. Den lille, vindtørre, alvorlige Mand i
denne Beskæftigelse og i fuld Belysning og under en
Kolera-Epidemi, syntes mig noget af det mest Bisarre,
jeg kunde tænke mig. Jeg huskede, hvad Folk her ofte
sige om ham: at der er noget Djævelsk ved ham, og op-
fattede Ceremonien som en Andagt til Belzebub, følte mig
næsten lystelig greben deraf, og et vildt Digt strømmede
mig til Hjernen — da saa jeg min Fætter avancere og
mentes sts nn
i
L
$
dl
TA
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
