Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
298 BREVE FRA KOLERATIDEN
udtalte sin souveraine Ringeagt i en Ytring, der til ingen
Tid er skjøn, men i en Koleratid højst ubesindig.
Som en klog General i en belejret Fæstning opgav jeg
nu Udenværkerne for at forsvare selve Kastellet med
desto større Eftertryk. Jeg gik ind i Huset for at paa-
lægge vor halvtyske Værtinde, Madam Esche, den fornødne
Forsigtighed. Hun mødte mig, bærende paa en Mængde
Knaposte, som hun satte ud at tørre paa et Brædt oven-
over Vinduet, der vender ud til den lille Familiemødding.
»Madam Esche," sagde jeg, ,nu maa vi være forsigtige;
nu er Sygdommen lige ved os.” — ,,Jo,f sagde hun, ,, fra
min Side bliver Intet forsømt.” — ,,Nej," svarede jeg, ,,det
ved. jeg; men tror De f. Ex, at Knaposte ere sunde?”
— ,Der er megen Kommen i mine," sagde hun, og jeg
mærkede, at hendes Tænder løb i Vand. Maaske var det
Mangel paa Karakterfasthed og Udholdenhed, der bragte
mig til at opgive min sanitære Propaganda ved dette Svar.
Jeg nøjedes med at beordre Melkalk visse Steder hen. Det
skete efter nogen Modstræben. Medens jeg var ifærd med at
lade dette ordne, opdagede jeg, at Madam Esche, der for-
modenlig i sin Omhu for den offenlige Sundhed havde
studeret Berlingskes Artikler om Rygning, nu kogte en
Kaal, der blev røget og med sin Duft opfyldte Huset. Jeg
paakaldte da Himlen som sidste og eneste Hjælper, lod
alle Husets Vinduer aabne og gik med min Familie ud at
spadsere ad den eneste Vej, som ikke fører til Kolera,
nemlig forbi Assessorens.
Medens vi undervejs holdt Familieraad, blev det efter
nogen Diskussion vedtaget, at et af Midlerne til at sikre
os selv en komfortabel Plads om ikke paa Jorden, saa i
Himlen, vilde være, om vi nu gik ned og saa til Folk, der
maaske trængte til Portvin og uldne Tæpper eller i
det Mindste til Kjødsuppe, og denne Beslutning gjorde
Spadseregangen meget behagelig. Livet syntes at antage
andre Dimensioner, vi vandrede mellem Medmennesker,
hvilket man ellers ikke gjør. I Skoven mødte vi Asses-
soren og hans Familie. Saa stor er Civilisationens Magt,
at jeg talte med Assessoren, som om der ikke var Buxer
til i Verden. Ej heller lod han falde det mindste Vink
til mig, og dog gik han paa samme Tid med Opløs-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
