Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
332 BREVE FRA KOLERATIDEN
Navn; ,,De har ikke set mig meget, og det er i alt Fald
længe siden. Men De har kritiseret mine Digte i ,,Nord
og Syd" — ja, det skal De ikke bryde Dem om," tilføjede
han med munter Latter, ,,det har jeg opgivet for længe
siden. Men Kritiken var forresten meget velvillig, saa
vi vilde ikke mødes som Fjender, selv om jeg endnu
henhørte til hint irritabile genus. — Saa Du kjender
den Herre, Henning Jepsen?”
»Ja, han siger, han bor hos mig."
»Siger han det? Ved Du det da ikke?”
;Nej, vor Mor har taget imod ham, mens jeg var
borte, og jeg sagde nok, strax da jeg saa ham, at han
skulde op påa Gaarden.”
»Naturligvis skal han op paa Gaarden! Du er en brav
Mand, Henning Jepsen, Du ta’er ikke mine Gjæster fra
mig. Hent nu Herrens Tøj, saa kan vi vel lægge det
paa Sadlen.”
Med disse Ord sprang Rytteren af, og da jeg nu fik
set nøjere paa ham, dukkede en tidligere Erindring op.
I Almindelighed, naar vi efter længere Tids Forløb gjense
en Bekjendt, maa vi tage Aarenes Slid med i Regning,
for at gjøre os den indtraadte Forandring klar. Enten
er Sundhed og Kraft gaaet bort, eller noget Barnligt har
maattet vige for Modenheden, eller deslige. Men her var
det Modsatte foregaaet: et Udtryk af drømmende Tænk-
somhed havde givet Plads for noget Barnligt, den blege
Civilisations Spor vare vegne for en frejdig Sundhed,
Ansigtet var voxet fra en fin Oval til en kraftig Oval,
og paa Stemmen skulde jeg aldrig have kjendt en Digter,
ikke engang en forhenværende. Thi Alle, der høre til
det Fag, have noget ejendommelig Brudt, af stridende
Tanker og Stemninger Gjennembævet i Stemmen, Noget,
der maaske kan tiltale adskillige Folk paa en gaadefuld
Maade, men som aldeles ikke ligner den fuldtonende,
sorgløse Klang af Hjertefred, der var i denne Mands
Stemme.
»Jo, vist kjender jeg Dem," sagde jeg endelig.
»Det var jo rart," svarede han og tog min Ransel,
som Henning Jepsen bragte ud.
»Ja, men" — sagde jeg og vilde gjøre passende Kom-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
