Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
358 DEN VÆGELSINDEDE PAA GRAAHEDE
Fire Veje, næsten efter Kompassets fire Hovedstreger,
mødes i Sjørup eller tæt vesten for Byen, og fra dette
Overskæringspunkt strakte Markedet sig sydlig, ned til
Plantagen. Imellem dennes Fyrretræer var en lille aaben
Plads, hvor Jagtjunkeren havde tilladt Jens Dyr i An-
ledning af Dagens Højtidelighed at indrette Dans, og de
Markedsgjæster, der kom østerfra, f. Ex. fra Graahede
og Thorning over Hvam, hørte derfor hinsides Markedets
Summen en svag, men vejledende Lyd. Graagaardsfolkene
fulgte den ligesaa vel som Jeppe Revl og hans Slægt,
og de to Familier kunde derfor ikke længe undgaa at
træffe sammen. Sammenstødet skete som mellem to fjendt-
lige Hære paa Marschen: Fortravene mødtes først og
stillede sig overfor hinanden, saa indtraf efterhaanden
de Øvrige, dannede først en Knude, saa en lige Linje
paa hver Side. ,,;God Dag, Jakob Graa!" — ,God Dag, Jeppe
Revl!" — ,Naa, er Du ogsaa til Marked?" O. s. v. Paa den
ene Side bestod Linjen af Jeppe, hans Søn, Jens Uhr-
mager, hans ’to Døtre og et Søskendebarn; paa den anden
Side af Jakob Graa. hans tre Sønner, Karen og Marie.
Begge Familiefædre vare Enkemænd. De stode saadan
og samtalede med stor Anstand om Ting, der vare dem
ligegyldige; Karen ’og Marie vare egenlig tilovers; de stode
lidt bagved ’deres Linje. Jens gjorde ikke et Skridt og saa
ikke op; han var saa sikker i sin Sag, fordi hun havde
løbet til ham, syntes Karen maaske. Det skete da, mulig
ikke uden Karens Vilje, at de To, Karen og Marie, bleve
førte lidt sydlig af en tæt Klynge, som drog forbi. De
vare ikke tyve Skridt fra Hovedstyrken, da de kom tæt
til en Karl, som stod ene og saa sig om. Det var en smuk
Karl, med en meget regelmæssig Profil og blaa Øjne;
hans Hoved sad en Smule skævt tilvenstre; men det
vanheldede ham ikke. Karen kastede et forskende Blik
ind i hans Øjne; han opfangede det og saa ind i hen-
des. ,,God Dag, Karen Graa!" sagde han.
»God Dag, Christen Reus — er det it saadan, Du
hedder?”
»Jo, saadan hedder a rigtignok, og det skal Du ha’e
Tak for, Karen, at Du husker det. Du var it mere end
sexten Aar, dengang Du var ovre i Haurdal, og a har
været vidt om siden.”
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
