Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
388 DEN VÆGELSINDEDE PAA GRAAHEDE
at sige Karen noget Trøstende sagde hun: ,,Det gaar
vel over.”
»Nej," svarede Karen; ,,a tror it, det gaar over; her
sker nok en Ulykke en. af Dagene."
»Vorherre bevare’s! Hvor kan Du nu sige saadan Noget,
Karen! Tal venlig til ham, saa bliver han nok god.”
»Det har a prøvet; men jo venligere a er, desto gram-
mere bli’er han. Nu faar det da gaa, som Vorherre
»Aa, det gaar nok over," sagde Marie og løb hjemad.
Da Karen kom ind, var Jens gaaet. Hun sad længe
og ventede; men da han ikke kom, gik hun iseng, nem-
lig i et af de to, lukkede Skabe, som dannede Stuens
nordlige Væg.
Karen havde havt Ret i at sige, at der vilde ske
Noget, og det noget Voldsomt; men om hun end paa en
Maade vidste eller anede det, kunde hun dog ikke ret
fatte det. Der maa vel ved Siden af Angst eller Rædsel
for det Truende gaa en saadan Tvivl om det, især hos
nervestærke Folk, siden man f. Ex. ved, at en Kone
forudsagde, at hendes Mand vilde slaa hende ihjel, og dog
blev i Huset og ventede Slaget. Hvis og en enkelt Gang
Tanken om at undfly var ubestemt faret Karen gjen-
nem Hovedet, hvor skulde hun da gaa hen — selv om
hun ikke havde elsket Jens og derfor haabet paa en
bedre Tid. Paa den anden Side var det naturligt, at det,
som kogte i Jens, inden føje Tid maatte koge over, og
maaske var netop Maries Besøg det Lidet, der behøvedes
til at samle alle Minder og Tilskyndelser i et Brænd-
punkt.
Det var endnu ikke ret Dag, da Karen vaagnede ved,
at Jens havde hende i Haarene. Han trak hende ud
af Sengen og gav hende knap Tid til, saa fortumlet som
hun var, at tage de nødvendige Klædningsstykker paa,
saa greb han igjen fat i hende, trak hende ud paa Mar-
ken og spændte hende for Ploven ved Siden af den
ene Stud.
Hun var ør af Forfærdelse; men hun foldede Hæn-
derne, saa godt hun kunde for Seletøjet, og sagde: ,,Aa,
Herregud! Der sker mig Ret."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
